d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Vi vil have et anstændigt Danmark tilbage

10. april 2018 - kl.11:32 - af:

valg karl bornhøft1_600x250

Redaktionen har modtaget nedenstående debatindlæg fra Karl H. Bornhøft.

Indrømmet – ind i mellem bliver jeg i dårligt humør over den form debatten i Danmark har taget om flygtninge. Det virker nærmest som om de almindelige menneskelige hæmninger, og takt og tone er sat ud af kraft. Og de allergroveste udsagn om andre mennesker bliver sidestillet med kampen for ytringsfrihed – selvom nedsættende udsagn intet har at gøre med ytringsfrihed. Ja for en enkelt forening som Trykkefrihedsselskabet virker det som om, at ytringsfriheden er helt identisk med retten til at tale grimt om muslimer. I den form for debat ville Emma Gad næppe trives.

Debatten virker ofte som om der kun findes 2 farver – nemlig sort og hvid. Enten er du halalhippie og støtter ”godhedsindustrien” – eller også et kyniske menneske der ingen udover sine egne vil hjælpe. I virkelighedens verden er farverne mangfoldige, og der finder mange der både tænker rødt og blåt der har det tilfælles – at de erkender vi ikke kan løse alle verdens problemer, men som finder det rigtigt at løse dem vi kan løse. Samt at sværhedsgraden af et problem – ikke må blive begrundelsen for ikke at gøre noget.

Ser man på flygtninge situationen nu er der stor bevidsthed om, at asylsystemet på mange områder har spillet fallit. Flygtninge drukner i Middelhavet, menneskesmuglere spinder guld på de flygtende, presset på de europæiske nationer vokser, og ingen tror et lille land mod nord kan hjælpe hele verdens flygtninge.

Men FN’s kvoteflygtningesystemet er ikke en del af det problem – tværtimod er det en del af løsningen. Derfor er det også ulykkeligt at et flertal mellem regeringen, DF og Socialdemokrater har sagt midlertidigt stop. Og oven i købet har lagt det i hænderne på Integrationsministeren at bestemme hvor længe. Og oven i købet en minister hvor titlen minder mest minder om falsk varebetegnelse.

Kvoteflygtningene er den gruppe i verden, der har allermest brug for vores hjælp, og endnu vigtigere. Det er flygtninge, som ikke har betalt hele deres formue for en gummibåd og en sejltur over Middelhavet. I stedet er der tale om mennesker, som FN har vurderet har et akut behov for vores indsats. Menneskesmuglerne kan ikke tjene en krone på dem, og landene kan selv regulere det antal, de tager, i tider med meget stort flygtningepres.

Kort sagt er kvoteflygtninge præcis de mennesker, vi burde hjælpe, og som netop gør det vi ønsker – nemlig at søge til flygtningelejere i nærområderne. Og hvorfor vi netop skal straffe den gruppe bør bl.a. Socialdemokraterne snart fortælle os.  Det antal vi hidtil har taget – 500 om året – er så beskedent, at ingen ved sine fulde fem kan påstå, det har bidraget til at vælte Danmarks velfærd eller besværliggøre integrationen.

I SF kan vi ikke forstille os en ny regering efter et kommende valg ikke vil tage imod kvoteflygtninge, og gerne flere end de 500 vi har taget indtil dette stop – vi vil nemlig have et anstændigt Danmark tilbage.

Karl H. Bornhøft
Folketingskandidat for SF i Hjørring
Revlingrenden 16, Lønstrup
9800 Hjørring

Foto: Arkivfoto

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion