d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Sport 2018: To flotte priser med hjerte til Nordjylland

7. januar 2019 - kl.8:00 - af:

Sport 2018

Traditionen tro blev der i forbindelse med awardshowet Sport 2018, som foregik i Boxen i Herning  lørdag aften – uddelt en række flotte priser.

OG hele to flotte og ærefulde priser gik til Nordjylland – til to givende og hjertevarme projekter, nemlig LykkeLiga og Gitte Paulsen, Lindholm Badminton Klub

 

Danskernes Idrætspris

Prisen “Danskernes Idrætspris” er stiftet af e-Boks, DIF og DR P4 – og gives til det projekt, der er med til at styrke, udvikle eller nytænke idrætten i Danmark.

Her var de nominerede: Lykkeliga, Thurø Sejlklub og Urban Street Zone

Vinderen blev Lykkeliga

En rørt Rikke udtrykte sin enorme begejstring og taknemelighed: Den her pris går til 557 helt nye håndboldsstjerne. Børn, der før manglede fællesskab, holdånd og high fives. Den går også til 557 familier, som har brug for mere lykke i hverdagen – og til 257 trænere, som hver uge gør en kæmpe forskel.

Tak til danskerne, for det er jeres idrætspris.

Ideen bag ’LykkeLiga’ opstod, da Rikke Nielsen skulle finde et idrætshold til sin datter, der har Downs syndrom. Hun satte en annonce i avisen, der opfordrede til, at man kunne komme og spille håndbold med hende og datteren. Det virkede – der kom 21 til den første træning.

I dag har 37 klubber i Danmark, i Grønland og på Færøerne meldt sig på håndboldbanen. Derudover er der kommet forespørgsler fra Norge, Tyskland og Kroatien – og for nylig har en sydkoreansk håndboldklub også vist interesse for at kopiere idrætsinitiativet.

I 2016 blev Rikke Nielsen kåret som ’Årets Forbillede’ ved ’DR’s Sport 2016’, og det var efter den overrækkelse, at flere interesserede begyndte at kontakte hende for at starte flere håndboldhold op for udviklingshæmmede rundt i landet.

Idéen til LykkeLiga stammer tilbage fra 2016, hvor Rikke Nielsen savnede noget sport, som hun kunne lave sammen med sin datter Magda. Rikke Nielsens datter har Downs Syndrom, og det gik op for Rikke, at der ikke fandtes noget sted at spille håndbold for børn som hende.

Så derfor valgte Rikke at starte sit eget hold op under navnet Aalborg Kidz. Efter få uger spillede 40 udviklingshandicappede børn håndbold i Gistrup.

Men projektet skulle ikke slutte der. Børnene savnede nogle andre at spille imod, så løsningen var simpel – nu skulle idéen udbredes til resten af Danmark, og LykkeLiga var født.

Det hele kulminerede med en sæsonafslutning til LykkeCup i Gigantium i Aalborg, hvor hold fra hele landet mødtes for at spille mod hinanden.

– Vores målsætning, da vi startede, var, at vi skulle være 25 hold i Danmark inden for de første tre år. Så det, at vi nu er 37, er jo fantastisk, siger Rikke Nielsen.

Rikke Nielsen kommer iøvrigt til Hjørring med foredraget “Sådan blev jeg en rigtig vinder”. Foredraget afholdes af Skallerups Eventforening i Skallerup Hallen, Villerupvej 120, 9800 Hjørring, torsdag den 17. januar 2019 kl. 19.00.

Find mere info om dette lige her: BilletExpressen

Årets Energibundt 

Prisen “Årets Energibundt” er stiftet af Ørsted og Danmarks Idrætsforbund som en hyldest til det fantastiske arbejde, der lægges i idrætsforeningerne landet over. Prisen går til en frivillig, der med en særlig indsats og engagement bidrager til sammenholdet i idrætsforeningen.

De nominerede var: Gitte Paulsen (Lindholm Badminton Klub), Lis Bay (Tissø Roklub), Anders Scheipel (Roskilde BMX)

Vinderen blev Gitte Paulsen

Gitte Paulsen spiller en stor rolle i Lindholm Badminton Klub, hvor hun har startet hold med børn, der har fysiske og psykiske handicap og med en helt særlig indsats bidrager til sammenholdet i en idrætsforening

Hun fik prisen som en anerkendelse for sit store, frivillige engagement i Lindholm Badminton Klub i Nørresundby, hvor hun igennem tiden har ageret alt fra badmintontræner til tilrettelæggelser af stævner og arrangementer.

– Det havde jeg ikke lige regnet med. Tak fordi, I har indstillet mig til det. Jeg er lidt rørt, men også stolt, siger Gitte Paulsen.

Gitte Paulsen, er tidligere elitespiller og nu formand for Badminton Nordjylland.

 

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion