d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Friluftsrådet udnævner Dansk Naturpark i Vendsyssel

12. juni 2019 - kl.9:57 - af:

HJK Naturkommune Tolne 600x250

Der er stor glæde i Hjørring Kommune efter at Friluftsrådet har givet kvalitetsstemplet Danske Naturparker til Naturpark Tolne i Vendsyssel.

Friluftsrådet har netop udnævnt Naturpark Tolne i Hjørring Kommune til naturpark under Danske Naturparker, der er en mærkningsordning til særlige naturområder med lokal og regional betydning.

 

Udnævnelsen af Naturpark Tolne glæder borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt:

”I Hjørring Kommune ønsker vi, at vores fantastiske natur skal være med til at sætte os på landkortet. Med optagelsen af Naturpark Tolne i det fine selskab af Danske Naturparker bliver vi en del af en mærkningsordning, som er kendt både nationalt og internationalt.

Det øger muligheden for, at flere turister og lokale kan få glæde af den helt særlige natur i området, og gør det muligt for os som Naturkommune at sætte endnu mere fokus på bæredygtig benyttelse og beskyttelse af naturen.”

Også Flemming Larsen, formand for Danske Naturparkers nationalkomité og medlem af Friluftsrådets bestyrelse er glad for, at Danmarks nordligste naturpark nu er en realitet:

”Vi vil ønske stort tillykke med Naturpark Tolne, der nu kan se frem til at byde borgere og besøgende på endnu flere unikke naturoplevelser.

Jeg vil også sige tak for den indsats, der har været lagt i det fra kommunens, lodsejere og lokale foreningers side, for jeg ved, at der ligger stor vilje og et ihærdigt arbejde forud for, at vi nu kan give Naturpark Tolne kvalitetsmærket Danske Naturparker. På den baggrund skal der lyde et stort tillykke herfra”, siger Flemming Larsen.

Et landskab formet af isen

Tolne Skov ligger i et bakket istidslandskab med skov, hede og eng ved nordenden af Jyske Ås.

Landskabsformen betegnes som ’falske bakker’, fordi ishavet, smeltevand og nedbør har furet det oprindelige moræneplateau med brede render og dybe kløfter. Den fredede del af Tolne Skov udgør udgangspunktet for naturparken.

Afgrænsningen følger naturligt den gamle kystskrænts geografiske afgrænsning, der ligger i tydelig kontrast til det flade landskab øst og nordøst for naturparken, som udgør starten på Skagens Odde.

Naturpark Tolne har et areal på 2440 ha. Over 80 % af naturparken består af en eller anden form for natur. Der er i alt 200 ejendomme i Naturpark Tolne og 390 beboere.

I en kommune med 50 km kystlinje er det ofte strandene og den kystnære natur, som løber med opmærksomheden – ikke mindst hos turisterne.

”Udnævnelsen af Naturpark Tolne kan skabe et fortjent fokus på et af vores kommunes allerskønneste smørhuller, nemlig Tolne og den fantastiske natur, vi finder dér”, siger Jørgen Bing, formand for Naturparkrådet.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget Søren Smalbro glæder sig især over, at Naturpark Tolne er blevet til i et samarbejde mellem frivillige aktører:

”Det er en stor glæde, at det nu er lykkedes at etablere Naturpark Tolne. Området er jo kendt for det særprægede landskab og den unikke natur.

Der har under hele forløbet været en rigtig god dialog med de store jordejere som fx Tolne Skov ApS. Det er vigtigt at understrege, at en naturpark ikke indebærer nogen restriktioner, og at alle kommende aktiviteter kun bliver til noget med lodsejernes accept. Det var dejligt at se den positive stemning under det offentlige møde, hvilket understreger interessen for og opbakningen til naturparken.”

Kvalitetsstempel til nordjyske naturoplevelser

Mærkningsordningen Danske Naturparker er Friluftsrådets kvalitetsmærke, der fortæller dig som besøgende, at du foruden en enestående natur også kan opleve særlige faciliteter, som giver gode friluftsoplevelser og formidler naturen.

Bl.a. er der i Naturpark Tolne rigtig gode muligheder for at opleve naturen fra hest eller cykelsaddel, og der er flere afmærkede vandreruter i Tolne Skov. Skovpavillonen er et oplagt udgangspunkt for ture, og Landskabs- og landbrugsmuseet i Mosbjerg bliver omdrejningspunkt for formidling af natur og kulturhistorie.

Certificeret medlem af Danske Naturparker

Når et naturområde er optaget i Danske Naturparker får det mulighed for at anvende Danske Naturparkers logo – f.eks. til branding og markedsførings af naturparkens produkter eller oplevelsestilbud, som ikke kun skaber genkendelighed, men også gør naturparkerne til et nationalt vartegn.

Selve mærkningsordningen startede i 2013, og har lige siden mærket områder landet over med natur af særlig regional eller lokal betydning og gode rekreative friluftsmuligheder. Naturpark Tolne bliver den 12. i rækken af Danske Naturparker.

Fakta:

En Naturpark er et større sammenhængende landskab, der ofte vil indeholde naturområder af regional, national og international betydning. En naturpark er velafgrænset med stor landskabelig skønhed, naturrigdom og kulturhistorisk værdi. De repræsenterede landskaber i en naturpark er karakteristiske for landets forskellige egne og bør nyde særlig beskyttelse af hensyn til nuværende og kommende generationer. En naturpark indebærer ingen restriktioner og alle tiltag skal accepteres af de respektive lodsejere.

HJK Naturskov Tolne 600x400HJK naturskov Tolne 600x400 2

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion