d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Ny FN-rapport: Vi skal stoppe ødelæggelsen af naturen

9. august 2019 - kl.10:14 - af:

Natur 600x250

Verden skal stoppe ødelæggelsen af naturen, producere mindre kød og ændre fødevareforbruget, hvis klimaforandringerne skal bremses.

Sådan lyder nogle af anbefalingerne i ny rapport fra FN’s klimapanel

I Geneve har verdens førende klimaforskere været samlet for at godkende en ny rapport fra IPCC om den

‘globale fødevareproduktions påvirkning af klimaet.

Konklusionen er klar: Klimakrisen løses ikke alene ved at nedbringe de skadelige udledninger fra industri-, transport- og energisektoren.

Verdens globale fødevareproduktion skal gennemgå væsentlige ændringer, forbruget skal gøres mere bæredygtigt, og den globale arealanvendelse ændres, så vi blandt andet stopper skovrydning og udpining af jorden.

Mere natur og skov

For Danmarks Naturfredningsforening understreger den nye rapport, at mere skov og anden natur er en væsentlig nøgle til at bremse klimaforandringerne.

Det fortæller præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.

– Etablering af mere skov og anden natur er det mest effektive redskab til at suge CO2 ud af atmosfæren. Og det skal vi også gøre i Danmark ved at gennemføre en jordreform, hvor vi udlægger landbrugsjord til natur, og ved at etablere mere ny skov.

I februar fremlagde Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer et fælles udspil til en jordreform i Danmark, der skal sænke landbrugets samlede CO2-udledning med 10 procent.

Danmarks Naturfredningsforening er desuden gået sammen med TV 2 om at rejse mere skov i Danmark.

Den 14. september afholdes indsamlingsshowet ’Danmark planter træer’, hvor målet er at plante én million træer, der skal fjerne og tilbageholde CO2 fra atmosfæren.

Læs mere om det lige HER.

Fødevareproduktionen skal ændres

En vigtig pointe i rapporten er, at den globale fødevareproduktion udgør en central udfordring for klimaet.

Af rapporten fremgår det, at menneskets produktion af kød og vegetabilsk olie er mere end fordoblet siden 1961, mens den gennemsnitlige mængde kalorier til rådighed er steget med en tredjedel.

Samtidig oplever vi et stort spild af fødevarer. 25-30 procent af alt den mad, der produceres i dag, går til spilde.

IPCC peger derfor på, at fødevareproduktionen globalt skal gøres mere effektiv, så der kommer større udbytte af landbrugsarealerne, og at vores forbrug af fødevarer skal ændres.

Kødforbruget skal nedbringes

Det er især den globale produktion af kød, som bidrager negativt til klimaet.

Kødproduktionen udleder i sig selv store mængder af drivhusgaser, mens store dele af det globale landareal benyttes til produktion af dyrefoder. Det medfører skovrydning af f.eks. regnskovene, der ellers tilbageholder særligt meget CO2 og desuden er hjemsted for de fleste arter på jorden.

– Rapporten understreger, at vi ikke løser klimakrisen uden at ændre vores kostvaner og på globalt plan spise meget mindre kød, siger Maria Reumert Gjerding.

Danmark er i forvejen et af de mest kødspisende lande, og den danske svineproduktion er storimportør af soja fra Argentina og Brasilien.

Netop sojaproduktionen bidrager til skovrydning af den sydamerikanske regnskov.

Op mod 80 procent af den danske kornproduktion går i dag til dyrefoder.

Danmark er desuden det mest intensivt dyrkede land i Europa med et landbrug, hvor stor set al jord bliver pløjet hvert år.

Biodiversitet og klima

En vigtig pointe for Danmarks Naturfredningsforening i forhold til den nye FN-rapport er, at den meget klart viser, at verdens to store globale kriser, klimakrisen og naturens tilbagegang, ikke kan skilles ad.

For fællesnævnerne på klimaets og naturens krise er den globale arealanvendelse, hvor skov og anden natur fortrænges af landbrug og udpining af naturens ressourcer.

– Det er så vigtigt, at vi tænker løsningerne sammen og sætter turbo på de grønne virkemidler, der både nedbringer klimabelastningen og samtidig giver mere plads til naturen og til Danmarks truede arter, siger Maria Reumert Gjerding.

Rapporten

  • Rapporten “Climate Change and Land” er udarbejdet af FN’s klimapanel, IPCC.
  • En klimaindsats inden for industri-, transport- og energisektoren kan ikke løse vores klimaudfordringer alene.
  • Landbrug, skovbrug og anden jordbrug tegner sig for næsten en fjerdedel af udledningen af drivhusgasser.
  • Jorden skal udnyttes mere bæredygtigt, så den frigiver meget mindre kulstof end på nuværende tidspunkt.
  • Ifølge den nye klimarapport er verden blandt andet nødt til at skære ned på forbruget af kød for at begrænse metan-udledningen og for at stoppe skovrydning og udpining af jorden, mens fødevarespildet skal mindskes.

Det ønsker DN skal ske i Danmark:

  • Jordreform, som udtager 100.000 hektar landbrugsjord til natur. Dette vil bidrage til at sænke landbrugets samlede CO2-udledning med omkring 10 procent.
  • Forpligte landmændene til at dyrke afgrøder, der er bedre for dyr, natur og klima.
  • Klimaskat, der på tværs af alle sektorer sikrer, at der sker en præcis beskatning af hvert enkelt ton CO2, der udledes. En klimaskat skaber positive incitamenter for en klimaklog adfærd hos både den enkelte forbruger og i virksomhederne. Indtægten fra skatten kan føres tilbage til forbrugerne og virksomhederne i form af eksempelvis tilskud til elbiler eller klimavenlige energitiltag.
  • Etablering af mere skov, der kan fjerne og tilbageholde CO2 fra atmosfæren, mere urørt skov, som holder på CO2, og mere bæredygtig skovforvaltning gennem certificering.
  • Det skal gøres nemmest og billigst at handle bæredygtigt og klimavenligt. Det gør det lettere for forbrugerne at træffe det bæredygtig valg. Forbruget skal reduceres, så vi i fremtiden lejer produkter og services, genbruger og genanvender langt flere ressourcer som tøj og elektronik.

Læs også: Naturen kan komme klimaet til undsætning – hvis den får plads

Læs også: Det er ikke naturen eller klimaet, der er ude af balance. Det er os

Læs også: Bekymrer du dig om fremtiden, vær med til forandring

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion