d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Indvielse af Nordjyllands første Naturpark – kom og være med

28. september 2019 - kl.8:38 - af:

HJK tolne naturpark 600x250

Lørdag den 12. oktober er der festlig indvielse af Nordjyllands første naturpark.

Man mødes ved Tolne Skovpavillon i hjertet af den nye naturpark.

Det bliver en herlig dag, hvor alle kan være med.

Der er grill, kaffe, hestevognskørsel og orinteringsløb

for hele familien.

Der er også bål for børn og masser af gode gamle lege og fortællinger om skoven og landskabet.

Samtidig er det dagen, hvor du kan være med i opstarten af de arbejdsgrupper, der kommer til at præge udviklingen i naturparken.

Skal der for eksempel være et udsigtstårn i Tolne Skov? Hvordan kan virksomhederne i området drage nytte af naturparken? Eller skal vi være den naturpark i Danmark med de yngste og bedste naturformidlere? Det kan også være, du har idéen til, hvordan Naturparken kan sætte Tolne på danmarkskortet.

Programmet for dagen

Kl. 14.00
Officiel Indvielse ved borgmester Arne Boelt, Hjørring Kommune og Helge Søgaard, Friluftsrådets bestyrelse

Kl. 14.15 – 16.00
Børne- og familievenlige aktiviteter

Kl. 14.45 – 16.00
Opstart af arbejdsgrupper

Kl. 16.00
Afslutning og tak for i dag ved formand for Naturparkrådet Jørgen Bing

FEestlige folkevandringer til skovpavillonen 

Kl. 12.00
Mød op ved museet, Jerupvej 613, Mosbjerg, 9870 Sindal. Vendsyssel Historiske Museum byder på en guidet vandretur fra Landskabs- og Landbrugsmuseet til Tolne Skovpavillon. På turen igennem den nye naturpark vil naturvejleder Jakob Kofoed fortælle om natur og landskab. Turen er ca. 3 km. lang. Efter indvielsen vil der være sørget for returtransport til museet.

Kl. 13.15
Fælles gåtur fra Tolne Station til skovpavillonen med flag og hornorkester. Du kan tage toget til stationen, som mange har prøvet i de gode, gamle dage.

Om naturparken

Naturpark Tolne er Danmarks nordligste naturpark med en fantastisk udsigt ud over Skagens Odde. Naturparken ligger i et bakket istidslandskab med skov, hede og eng ved nordenden af Jyske Ås. Landskabsformen betegnes som ’falske bakker’, fordi ishavet, smeltevand og nedbør har furet det oprindelige moræneplateau med brede render og dybe kløfter.

Den fredede del af Tolne Skov udgør udgangspunktet for naturparken. Afgrænsningen følger naturligt den gamle kystskrænts geografiske afgrænsning, der ligger i tydelig kontrast til det flade landskab øst og nordøst for naturparken, som udgør starten på Skagens Odde.

Naturpark Tolne har et areal på 2440 ha. Over 80 % af naturparken består af en eller anden form for natur. Der er i alt 200 ejendomme i Naturpark Tolne og 390 beboere.

Kvalitetsstempel til nordjyske naturoplevelser

Mærkningsordningen Danske Naturparker er Friluftsrådets kvalitetsmærke, der fortæller dig som besøgende, at du foruden en enestående natur også kan opleve særlige faciliteter, som giver gode friluftsoplevelser og formidler naturen.

Bl.a. er der i Naturpark Tolne rigtig gode muligheder for at opleve naturen fra hest eller cykelsaddel, og der er flere afmærkede vandreruter i Tolne Skov. Skovpavillonen er et oplagt udgangspunkt for ture, og Landskabs- og landbrugsmuseet i Mosbjerg bliver omdrejningspunkt for formidling af natur og kulturhistorie.

En naturpark medfører ingen restriktioner for lodsejere, men giver i stedet muligheder for at få flere midler til området og markedsføre området overfor turister og gæster. Afgrænsningen er lavet ud fra den eksisterende beskyttede natur og fredede områder.

Foto: Hjørring Kommune

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion