d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Kom med til et givende foredrag om organdonation – på onsdag

6. oktober 2019 - kl.9:45 - af:

Hænder free pic 600x250

Kom og hør Per Clausen fortælle om hvordan han som pårørende traf beslutning om ORGANDONATION, og hvordan det har været for ham efterfølgende.

Per Clausen kommer på onsdag, den 9. oktober i Netværkscafeen i Kulturcenter Vendsyssel, og fortæller om da han skulle tage stilling til organdonation, da han i 2012 mistede sin kæreste af en hjerneblødning.

 

De havde talt om organdonation og derfor blev det lettere at tage stilling til. Kærestens organer har efter hendes død reddet 4 menneskeliv.

Ifølge en undersøgelse fra Dansk Center for Organdonation vil mange gerne tale om det, men får aldrig gjort det, før det er for sent.

Mød op og hør Per fortælle om hvordan de fik talt om organdonation inden det var for sent, og hvordan han føler det har gjort tingene nemmere.

Jørgen Folkvang der har fået en ny lunge kommer med og fortæller om sine oplevelser som patient.

Det er fra 1.7.2019 blevet muligt at unge fra 15 år kan blive organdonor.

Per traf valget for kæresten

– Beslutningen var egentlig ikke så svær. For vi havde heldigvis snakket om det på et tidspunkt, så derfor kendte jeg Birgittes holdning.

Per Clausen fra Hobro skulle for fire år siden tage stilling til organdonation, da kæresten Birgittes liv ikke stod til at redde efter en hjerneblødning. Det blev et ja. – Det har jeg aldrig fortrudt. På en eller anden måde lever hun jo videre i de fire mennesker, der fik hendes lever, nyrer og lunger, siger han.

Alligevel har Per Clausen det ambivalent med tanken om ”formodet samtykke”, som sundhedsministeren fremlagde forslag om i 2016, for at sikre flere organdonationer i Danmark.

Det vil i givet fald indebære, at danskere aktivt skal framelde sig som organdonorer. Modsat i dag, hvor man aktivt skal tilmelde sig et donorregister.

– Hvis det bliver sådan, er jeg bange for, det vil betyde, at de danske familier ikke får den snak, som jeg mener er nødvendig, siger Per Clausen.

De pårørende vil stadig have vetoret, selv om der bliver ”formodet samtykke”.

– Men med de familiemønstre, der findes i dag, hvem er det så, der skal have ret til at sige nej, hvis ikke de pårørende kender den døendes holdning, spørger Per Clausen.

Min kæreste lever videre

De seneste fire år har ønskeprogrammet P4 Aften hvert år den 26. juni spillet nummeret ”Let your fingers do the walking” med bandet Sort Sol.

Ønsket om at spille netop det nummer er hver gang kommet fra Per Clausen i Hobro, som på den måde mindes kæresten Birgitte, der døde 26. juni 2012.

– Det var hendes yndlingsnummer, og det rører mig stadigvæk dybt, hver gang jeg hører det, siger han.

Men samtidig giver det ham ro i sjælen at tænke på, at han dengang for godt fire år siden sagde ja til, at kæresten Birgittes organer blev doneret til transplantation, da det stod klart, at hendes liv ikke kunne reddes.
– Hun er død. Men i og med, at hendes organer har været med til at redde fire andre menneskers liv, lever hun jo på en eller måde videre. Jeg har ikke et sekund fortrudt den beslutning, jeg traf.

Kæresten døde efter at have ligget 10 dage i koma på Aalborg Universitetshospital, hvor hun blev indlagt på intensiv afdeling efter at være faldet om med en hjerneblødning i sit eget hjem.

– Efterhånden som dagene gik, fik jeg selv en dårlig fornemmelse af, at hun ikke ville klare den, fortæller Per Clausen.

Derfor kom det heller ikke som den helt store overraskelse for ham, da lægerne forklarede situationens alvor og det pludselig blev aktuelt at tage stilling til organdonation med ganske kort varsel.

– Birgitte havde ikke indskrevet sig i registret til organdonation. Men heldigvis havde vi snakket om det ved flere lejligheder, også hvor hendes børn havde været til stede. Tillige kunne jeg ikke se Birgitte ligge i respirator eller sidde som en grøntsag resten af sit liv. Derfor var beslutningen egentlig ikke så svær.

Kæresten, som nåede at blive 54 år, havde på forhånd sagt til Per Clausen og sin familie, at de gerne måtte bruge alle hendes organer bortset fra øjnene.

Det viste sig, at hjertet ikke kunne genbruges. Men det kunne til gengæld lungerne, leveren og nyrerne. De organer blev transplanteret, inden der blev slukket for respiratoren.

Lungerne og leveren blev fløjet til modtagere i København, den ene nye til Skejby, den anden til Helsingfors.

Alle steder stod kirurger klar til at transplantere organerne til hasteindkaldte patienter, hvis liv og helbred var afhængige af en donor.

– På den måde har Birgitte givet liv til fire andre mennesker. Det giver mening midt i al sorgen og meningsløsheden, siger Per Clausen.

Efter kærestens død begyndte han at arbejde med sorggrupper. Men det blev efterhånden erstattet af foredrag om som pårørende at skulle tage stilling til organdonation, når ens nærmeste er erklæret hjernedød og der skal træffes en hurtig beslutning om ”ja” eller ”nej”.

Per Clausen, der har et job som brandmand, har været på både intensiv afdeling i Aalborg og Thisted for at fortælle sin historie. Han har også fortalt den til personalet på neurokirurgisk afdeling i Aarhus. Han har også holdt foredrag på flere gymnasier.

– Birgitte havde ikke tilmeldt sig organregistret. Hun havde heller skrevet noget ned om, hvad der skulle ske med hendes organer, hvis spørgsmålet blev aktuelt. Men heldigvis havde vi nået at snakke om det. Derfor var jeg ikke i tvivl, siger Per Clausen.

– Selvfølgelig vil det bedste være, hvis folk får taget sig sammen til at tilmelde sig organregistret. Men min vigtigste pointe er få snakket om det derhjemme. Med de familiemønstre, der findes i dag, hvor der er både dine og mine børn, kan det være svært at finde ud af, hvem der skal træffe beslutningen, hvis situationen pludselig opstår. Så er det bedst for alle parter, at den døende på forhånd har givet sin mening til kende.

Per Clausen mener også, at lægerne bør blive bedre til at spørge de pårørende, når en patient ligger for døden og der er mulighed for at transplantere organerne.

– Personalet skal bestemt ikke være bange for at spørge. Jeg kender flere, som siger, at hvis bare personalet havde spurgt, ville de have sagt ja.

Indtil videre fortsætter Per Clausen rundt og holde foredrag på baggrund af sine egne erfaringer. Han gør det vederlagsfrit, fordi det er en sag, der ligger ham stærkt på sinde. Arrangørerne skal kun betale hans transportomkostninger.

– Den dag ”Let your fingers do the walking” ikke rører mig mere, stopper jeg også med at holde foredrag. Det er ikke og vil aldrig blive noget, jeg gør, bare fordi det er en rutine.

Brug for at flere tager stilling

NORDJYLLAND: Rundt om i Danmark går 441 mennesker og håber på, at telefonen pludselig ringer med besked om, at der er en ny nyre, nye lunger, et nyt hjerte eller en ny lever til dem. Men før håbet kan gå i opfyldelse kræver det, at der er en donor.

Det handler nøgternt sagt om liv og død. Både for de håbefulde og for donorerne.

De håbefulde har typisk så dårligt et hjerte, lever, lunger eller nyrer, at de risikerer at dø, hvis ikke de får udskiftet det syge organ.

De mulige donorer er patienter, som er hjernedøde og hvis liv ikke står til at redde. Typisk er der tale om ofre for alvorlige ulykker eller mennesker, der er blevet ramt af hjertestop eller en hjerneblødning.

Før lægerne kan transplantere organer fra en hjernedød patient, skal vedkommende selv eller de pårørende have givet tilladelse.

Trods kampagner og ihærdige anstrengelser er det langt de færreste danskere, der har taget stilling ved at tilmelde sig det centrale organregister. Her er der mulighed for aktivt at sige enten ”ja” eller ”nej” i tilfælde af, at spørgsmålet pludselig bliver ramme alvor.

– Vi kunne helt bestemt godt gøre det bedre. Selv om der årligt bliver foretaget cirka 400 transplantationer her i landet, er det slet ikke nok til at dække behovet, siger Preben Sørensen, der er overlæge på neurokirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital og tillige donationsansvarlig overlæge i Region Nordjylland.

Den svære samtale

I øjeblikket er hver fjerde dansker tilmeldt donorregistret, hvor lægerne straks har mulighed for at undersøge, om en hjernedød patient har sagt ja til at være organdonor.

– Vi vil naturligvis gerne, at endnu flere tilmelder sig donorregistret, uanset om man siger ja eller nej til donation. Så er der slet ingen tvivl i tilfælde af, at situationen opstår, siger Preben Sørensen.

– Men hvis ikke man får sig tilmeldt registret, er det vigtigt at snakke om det med pårørende, så de ved, hvordan de skal forholde sig i situationen, tilføjer han.

Preben Sørensen mener, at sygehusene også kan bidrage til at øge antallet af organdonationer i Danmark. – Vi oplever jo desværre stadigvæk, at pårørende ikke bliver spurgt. Vi er nødt til at være mere opmærksom me på de muligheder, der er.

Som overlæge på neurokirurgisk afdeling er Preben Sørensen ikke uvant med den slags samtaler med pårørende.

– Personligt synes jeg ikke, det er de vanskeligste samtaler. Det er sværere at snakke med forældre, hvis barn netop har fået en svær hjerneskade.

Udenlandske undersøgelser viser, at kun tre procent af de pårørende, som godkender organdonation på vegne af en døende, bagefter fortryder beslutningen.

Danmark er der langt færre organdonorer end i de nordiske nabolande Norge og Sverige.

En af forklaringerne er ifølge Preben Sørensen, at der i Norge og Sverige benyttes begrebet ”formodet samtykke”, når det drejer sig om organdonation. Det betyder, at der bliver foretaget transplantationer fra døende patienter, medmindre de pårørende modsætter sig, at det sker.

Det sker: Foredrag om organdonation

Hvornår: Onsdag den 9. oktober kl. 10.30 -13.00

Hvor: Kulturcenter Vendsyssel, Sæbylandevej 417 – Sæsing, 9830 Tårs

Pris:  50 kr. incl. frokost.

Tilmelding: Senest mandag den 7.10 til Emil: 20994835 eller Britta: 42181744

 

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion