d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Populær kæmpe truck på turné – besøger Hjørring

8. oktober 2019 - kl.9:59 - af:

Transportbranchen 600x250

Transportbranchens specialdesignede Volvo-truck med indbygget lastbil-simulator besøger i denne uge Hjørring, som en del af et landsdækkende roadshow.

Her kan eleverne prøve kræfter med chaufførjobbet og samtidig få viden om mulighederne bag rattet.

Roadshowet er en del af kampagnen ”Job i transport”, som 3F og arbejdsgiverorganisationerne ATL (Dansk

Industri) og DTL-A (Dansk Erhverv) står bag.

Det landsdækkende roadshow har siden april 2016 besøgt folkeskoler, efterskoler, produktionsskoler og erhvervsskoler over hele landet for at give de unge et indblik i transportbranchen. Den 10. oktober lægger roadshowet vejen forbi Hjørring, hvor den besøger CKU Vendsyssel.

Den store Volvo-truck indeholder blandt andet en simulator, der skal give et realistisk billede af oplevelsen bag rattet i en lastbil. Roadshowet har allerede besøgt over 520 skoler rundt om i landet, og mere end 25.000 elever har haft glæde af den specialdesignede Volvo-truck.

”Vi har virkelig gode erfaringer med at komme ud med trucken. Vi oplever, at eleverne synes, at det er en sjov og spændende måde at få kendskab til en branche på. Ved at eleverne selv får mulighed for at komme indenfor i førerhuset og prøve en tur i lastbilen tager vi dem ud af klasselokalet og giver dem en mere håndgribelig indsigt i jobbet som chauffør.

Det kan øge kendskabet til transportbranchen, også for dem som allerede er afklaret med, hvad de skal efter 9.- 10.klasse.

Vi har nogle skoler, som vi skal besøge for fjerde gang, og køreplanen fortsætter til og med marts 2022, hvor vi stadig har til gode at besøge mere end 120 skoler rundt om i landet,” siger Magnus Købke, der er projektchef i Transportens Udviklingsfond, som sammen med Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond (GUU) står bag roadshowet.

En anderledes oplevelse

Baggrunden for roadshowet er manglen på arbejdskraft i transportbranchen.

Om blot få år bliver der således brug for op imod 2.500 nye chauffører, og derfor har 3F, ATL og DTL-A siden august 2015 kørt image- og rekrutteringskampagnen ”Job i transport”, som roadshowet er en del af.

Ud over at prøve kræfter med den populære lastbilssimulator kan eleverne også få en snak med unge chauffører om deres vej til førerhuset. Chaufførerne svarer på spørgsmål og giver eleverne en førstehåndsberetning om et job i transport. Der er desuden quizzer og øvrig information, som skal være med til at gøre op med fordommene og vise mulighederne i chaufførfaget.

”Når de unge sætter sig ind i lastbilen, bliver de imponerede over, hvordan der ser ud, og hvor meget plads der egentlig er. Jeg fortæller om transportbranchen og hvad det indebærer at være lastbilchauffør, og jeg viser musikvideoen “Jeg leverer varen”’, som mange af de unge kender fra YouTube.

Vi har også produceret små film med unge i branchen, som eleverne kan spejle sig i. På denne måde får de unge en anderledes oplevelse, der giver dem muligheden for at se de mange facetter af transportbranchen, hvilket netop er formålet med roadshowet,” fortæller Heine Schultz, der kører med rundt i lastbilen som konsulent i Job i Transport-kampagnen.

Fakta: Om “Job i transport”

I regi af Transportens Udviklingsfond og Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond er 3F og arbejdsgiverorganisationerne ATL og DTL-A gået sammen om kampagnen “Job i transport”, der skal forbedre lastbilchaufførers image og tiltrække flere til branchen.

Derudover har kampagnen fokus på at fastholde de nuværende transportarbejdere samt tiltrække ledige og samfundsgrupper, som i dag er underrepræsenteret i branchen. Det gælder f.eks. kvinder og nydanskere.

Link til kampagnen på Facebook findes lige HER.

Transportbranchen 600x400

 

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion