d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Kæmpevindmøller ved Børglum kloster

15. oktober 2019 - kl.10:27 - af:

Børglum Kloster fiktivt vindmølle 600x250

Ordet er frit. Redaktionen har modtaget følgende indlæg:

Kan det være et problem for demokratiet, når formanden for teknik og miljø, Søren Smalbro, så åbenlyst er tilhænger af vindmølleprojektet ved Børglum kloster, Hjortnæs II?

At dette afspejles i, hvordan og hvilke oplysninger der

når frem til byrådet, når embedsværket får opgaver fra teknik og miljøudvalget eller skal bringe oplysninger og viden fra borgerne til byrådet?

Set lidt udefra lader det til, at vores folkevalgte i Hjørring, ikke er lydhøre over for vælgerne.

At det har betydning, hvem der er frontfigur for “Nej tak siden“.

Helt enkelt har de nuværende vindmøller aldrig været i høring i den gamle Løkken-Vrå kommune. Ingen lokale havde dengang mulighed for at sige Nej tak til at blive nabo til vindmøller.

Set i lyset af at der er udført et kæmpe stykke arbejde af de lokale borgere for at råbe de folkevalgte politikere op før den endelige høring, undrer det undertegnede, at formanden for teknik og miljø har faret så kraftigt frem.

Det undrer også, at den konservative gruppe ikke er mere lydhøre over for ”nej-sigerne”. Navnlig nu hvor tiden er løbet fra landbaserede kæmpevindmøller og fremtiden er parker med havvindmøller.

Viceborgmester Per Møller fra de konservative er måske stadig afventende, hvilket kan undre, da han om nogen kender til, hvilken belastning det er at have tanken om at skulle være nabo til kæmpevindmøller inde på livet.

Det kan undre, at Hjørring byråd ikke kan se værdien i at bevare vores kulturarv, nemlig Børglum kloster, med den store værdi det er, at udsynet ikke forstyrres af kæmpe roterende møllevinger.

For vores turister har det stor værdi, at der er ro og fred. Det skylder vi dem, som lægger mange penge i Hjørring kommune.

Kronborg kan undertegnede ikke forestille sig, ville blive nabo til kæmpevindmøller.

Er borgerne i Hjørring kommune klar over, at hele kommunen er udlagt til potentiel vindmølle område?

Hvor mange ved, at vi alle kan blive nabo til kæmpevindmøller?

Klimadebatten bliver kørt frem i et stærkere og stærkere tempo af medierne. Men hør lige: otte vindmøller sydøst for Børglum kloster redder altså ikke kloden!

Politikerne bør hæve sig over i klimadebattens hysteri. Det er som at se en flok hovedløse høner rende rundt.

Det er nu, der skal manes til besindighed.

Byrådet bør tænke alvorligt over, om man ikke kan være lidt mere smart end at trække en dårlig beslutning ned over alle dem, som skal være nabo til kæmpevindmøllerne på land.

Kæmpevindmøller som skæmmer vores fælles naturarv.

Med venlig hilsen
Vibeke Stensgaard
Løkkensvej 335
9800 Hjørring

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion