d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Film om lysende natskyer over Denmark: Smukt & alarmerende

1. december 2019 - kl.10:49 - af:

Lysende himmel 600x250

Mens de fleste ligger trygt i deres seng og sover, lister den danske filmfotograf Casper Rolsted ud i mørket.

Casper har brugt sommeren på at optage lysende natskyer over Danmark.

Efteråret er gået med editering af optagelserne.

Nu er han klar med filmen “Noctilucent Clouds over

Denmark”.

Der er tale om en timelapse film, hvor tusinder af billeder med høj opløsning sættes sammen til en kortfilm. Denne teknik giver både en meget høj billedkvalitet, men øger også hastigheden, så de lysende natskyer kommer til at danse på nattehimlen. De 5 minutter, som filmen varer, svarer til hele 19 timers optagelse.

Dette er Caspers første film, som er optaget i Danmark. Han har de seneste år opnået stor international anerkendelse med film fra Norge, Italien, Skotland og Grønland.

Udover filmen om de lysende natskyer har Casper det seneste år arbejdet på en serie af film om de danske årstider. Han forventer, at de vil være klar næste år.

Filmen om de lysende natskyer kan ses på YouTube/CasperRolsted og på vimeo.com/CasparRolsted.

Lysende natskyer

Lysende natskyer er et sjældent fænomen og er yderst spektakulært.

Skyerne består af iskrystaller og opstår i 83 kilometers højde over jorden, når temperaturen i denne højde omkring midsommer falder til -120 grader celsius.

Men iskrystallerne dannes kun under ganske særlige forhold. Der skal både skabes vanddamp via kemiske processer i atmosfæren og være partikler fra stjerneskud, som vanddampen kan binde sig til, før iskrystallerne kan opstå.

Men selvom alle disse forhold er ideelle, så skal nattehimlen være klar, før vi kan se dette fænomen udfolde sig. Heldigvis er Danmarks placering særdeles gunstig for observering af de lysende natskyer.

Længere mod nord er nætterne for lyse til observering af de lysende natskyer og længere mod syd, fremstår skyerne ikke nær så storslåede, som når de ses fra Danmark.

Lysende natskyer befinder sig på kanten af rummet, og mens alle andre skyer bliver opslugt af nattens mørke, så kan de lysende natskyer stadig fange sollyset på grund af deres høje position i atmosfæren.

Men de lysende natskyer er så svage, at de kun er synlige for os, når resten af atmosfæren er i mørke. Først en til to timer efter solnedgang er himlen mørk nok til, at skyerne bliver synlige.

Lyset, der reflekteres fra de lysende natskyer, passerer gennem ozonlaget, før vi kan observere det. Ozon optager rødt lys og tillader blåt lys at passere igennem, og det er grunden til, at de lysende natskyer får en flot blå farve.

Selvom luften muligvis ser stille ud i de højeste lag i atmosfæren, viser de lysende natskyer, hvordan atmosfæren bevæger sig i kanten af rummet. Lysende natskyer danner mange forskellige former, hvilket ofte får dem til at ligne et hav af is på himlen.

Indikator for menneskeskabt klimaændring

De lysende natskyer blev første gang observeret i 1885, to år efter et voldsomt udbrud af den indonesiske vulkan Krakatoa. Den enorme mængde af aske og vanddamp, der blev spyddet ud i atmosfæren, skabte de lysende natskyer, betagende solnedgange og andre påvirkninger rundt om i verden.

Virkningerne af vulkanen forsvandt, men de nye skyer forblev. Faktisk er mængden af de lysende natskyer langsomt steget de sidste hundrede år.

I slutningen af 1800-tallet var skyerne kun synlige på specielle sommeraftener, og oftest gik der mange år mellem hver tilsynekomst. I dag er de normalt synlige et par gange hver sommer.

Mennesker har udledt enorme mængder drivhusgasser i atmosfæren ved at brænde fossile brændstoffer siden starten af den industrielle periode for 150 år siden.

Forskere har de senere år spekuleret på, hvilken effekt dette har haft på atmosfæren og dannelsen af lysende natskyer.

Nu kan et studie fra Leibniz Institute of Atmospheric Physics redegøre for, at der dannes flere lysende natskyer på grund af menneskeskabte klimaændringer. Et klart signal om globale ændringer i vores atmosfære. Metan emissioner har gennem kemiske reaktioner øget koncentrationen af vanddamp i den øverste del af atmosfæren med ca. 40 procent siden slutningen af 1800-tallet, hvilket har mere end fordoblet mængden af is i denne del af atmosfæren.

De lysende natskyer kan både være utroligt smukke og spændende – men deres tiltagende mængde og styrke på nattehimlen er alarmerende.

Billedetekst: Casper Rolsted og tre af hans betagende billeder

lysende himmel 2 thomas 600x400Lysende himmel Thomas 600x400Lysende him 4 600x400Casper Rolsted 600x400

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion