d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Læselyst – det er noget, man får på biblioteket

2. december 2019 - kl.12:08 - af:

Læse bog free pic 600x250

Af kulturminister Rasmus Prehn. 

For et par uger siden var der Bogforum i København. Det er en rigtig god anledning til, at vi sætter fokus på vigtigheden af bøger, litteratur og læsning.

Men et par dages messe i Forum gør det bestemt ikke alene.

Der skal sættes ind i en tidlig alder, hvis kommende generationer også skal opleve glæden ved at læse.

For det går den forkerte vej med børns læsning i disse år. Siden 2010 er antallet af børn, der læser flere gange om ugen, faldet fra 61 % til 56 %. Faldet er størst hos pigerne, som går fra 68 % til 59 %, mens andelen af drenge, som læser flere gange om ugen, er faldet fra 53 % til 52 %. Hele 75 % taler sjældent eller aldrig med deres venner om læsning, viser tal fra Børns læsevaner 2017.

Det er meget bekymrende. For litteraturens verden er forunderlig og fantastisk. Den åbner vores horisonter og giver nye perspektiver på tilværelsen. Tidligere statsminister Anker Jørgensen læste skønlitteratur hver eneste morgen, før han gik på arbejde. For ham var litteraturen ikke en tænkepause eller tidsfordriv, men en åndelig vitaminpille, der gav ham et nyt perspektiv på tingene, og som gav ham energi til at løse dagens opgaver.

Det er et fælles ansvar, at vi læser mere. Og ikke mindst er det et fælles ansvar at åbne litteraturens verden for børn og unge. At skabe rammer for gode læseoplevelser. Men hvordan gør vi bedst det?

Sandheden er, at vi allerede har de rammer i vores biblioteker. Netop bibliotekerne har en nøgleposition i arbejdet med læselyst, fordi de ansatte har et indgående kendskab til, hvordan litteraturen bedst sættes i spil, så den når ud til børnene.

Helt nye tal fra folkebibliotekerne viser, at der blev afholdt ikke mindre end 24.316 arrangementer på landets biblioteker – hvoraf mange har fokus på litteratur. Der blev afholdt 1.809 læseklubber på landets biblioteker, og ikke mindre end 95,9 % af landet folkebiblioteker arbejder i dag med at øge børns lyst til at læse.

Det er et fantastik udgangspunkt, hvis vi skal styrke børns læselyst.

Derfor har vi netop afsat penge til en ny læselystindsats på landets biblioteker målrettet børn i 0. til 3. klasse. Det skal ske i samarbejde med fritidsordningerne og fritidshjem, som er de steder, hvor børnene allerede tilbringer en del af tiden.

Skolefritidsordninger ansporer i forvejen til lystlæsning, men det kan blive endnu bedre, hvis de samarbejder med bibliotekerne. Også førskoleindsatsen kan vi næppe oversælge vigtigheden af. Ligesom det gør en verden til forskel, når forældre læser højt for deres børn. Eller at de bruger andre hjælpemidler fx lydbøger, hvis de selv har svært ved at læse. Glæden ved at læse skal være alle forundt og derfor kan dagplejere, vuggestuer og børnehaver også spille en uhyre vigtig rolle, ved at stimulere læselysten hos de små.

Jeg tror, at hvis vi støtter samarbejder mellem institutionerne, kan vi knække koden til at vende den negative udvikling.

Alle fortjener at have litteraturens verden som en fast livsledsager. Og alle os, der elsker litteratur, skal gøres vores for, at den bliver en naturlig del af kommende generationers liv. Det er en forpligtelse, som vi deler i fælleskab. Det er derfor, jeg håber, at vi med dette initiativ kan være med til at give børn og unge læselysten igen.

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion