d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



TILLYKKE: Falck-Peter fra Hjørring fylder 100 år

1. februar 2020 - kl.16:04 - af:

Peter_100_år 600x250

– Jeg forstår det simpelthen ikke! – lyder det hudløst ærligt fra Peter Christensen, også kaldet Falck-Peter – da borgmester Arne Boelt torsdag morgen, med blomster i favnen og fødselsdagssang, træder ind i Peters og hans hustrus Magdas sirlige og velholdte hjem.

Er I helt sikre på, at jeg fylder 100 år i dag? Jeg kan ikke mærke det! – altså udover i bentøjet, fortsætter

Peter med et lunt smil og et skælmsk glimt i øjet.

Dåbsattesten på 1920 dokumenterer de 100 år – men hånden på hjertet, så vidner Peters stærke udstråling, sunde og vejrbidte teint, den nordjyske lune og en knivskarp hjerne – om det halve.

Peters hustru Magda på kun 98 år! byder på kaffe og hjemmebag i det lille, hyggelige køkken – og så går snakken lystigt og hjerteligt.

Peter har, helt som Arne Boelt, en lang og spændende karriere i Falck og ud af disse kapitler flød historierne – den ene mere underholdende end den anden.

Fra Hedeskolen til Gisselfeld Slot

Peter er født og opvokset på gården Ny Venstrup i Hjørring. Han gik på Hedeskolen i Hjørring indtil han var 14 år. Efter 7. klasse kom han ud at tjene på landet – ordet curlingbarn var dengang lige så ukendt som ordet *forkarl er i dag.

Peter er født med eventyr og vilje i blodet, og som ung drømte han om at arbejde på en af de helt store gårde i Danmark.

En dag, som 18 årig, læste han i avisen, at Herregården Skjoldenæsholm på Midtsjælland søgte elever.

Peter sendte straks en skriftlig ansøgning afsted. Han blev udvalgt – og et i et mindre team skulle han tage sig af herregårdens 500 malkekøer.

På trods af lange og hårde arbejdsdage og en løn på 300-400 kr om året – dog med kost og logi! så huskes det som en både god og spændende tid.

– Du kan tro det var et flot syn med så mange køer på marken, fortæller Peter.

Peters drøm om at arbejde på nogle af Danmarks største gårde sluttede ikke her. Efter Skjoldenæsholm fortsatte Peter som landmandselev på Gisselfeld Slot, en tid der også udviklede sig til en spændende periode i Peters liv.

Efter nogle år i det midtsjællandske trak familien og Nordjylland i Peter – og han vendte retur til Vendsyssel.

Her arbejdede Peter i en periode på forskellige gårde, bl.a. på Knivholt i Frederikshavn, som dengang var Nordjyllands største gård.

Fra Knivholt til St. Holmen Gård i Hjørring. Her blev Peter ansat som *forkarl.

Det var dengang et flot job med en flot løn på 1.400 kr – om året vel at mærke! – samt en arbejdsdag der begyndte kl. 5 om morgenen og sluttede efter sidste fodring af hestene, som foregik kl. 21.00.

På St. Holmen Gård møder Peter i 1943 sin trofaste livsledsagerske og helt store kærlighed Magda Mikkelsen.

Peter arbejdede på St. Holmen Gård sammmen med Magda’s bror, som var 2. karl på gården. En dag sagde Magdas bror til Peter – “du har ingen pige for øjeblikket…, i aften får jeg besøg af min søster – måske det var noget for dig?”

Og det viste det sig bestemt at være. Den aften fulgte Peter Magda hjem, og vi har været sammen lige siden, smiler Peter.

Parret giftede sig også i 1943, de fik 2 børn og sidenhen også børnebørn og oldebørn.

I 1947 valgte Peter nye veje, nu trængte han til noget helt andet – landmandsarbejdet blev skiftet ud med taxakørsel, som stod på et par år.

Sommeren 1949 søgte Peter et ferieafløser job hos Falck i Hjørring. Peter blev under ansættelsen gjort klart, at der kun var tale om et ferieafløserjob – men 20 år senere arbejdede Peter stadig for Falck.

Det var nogle både gode og lærerige år, fortæller Peter – og det var naturligvis på denne lange rejse, at Peter fik tildelt navnet “Falck-Peter”, et navn som Arne Boelt mener er skabt ud at tro tjenenste, flid, vellidthed og stor loyalitet.

Et levende CV

Peters CV emmer af liv, skabelse, mod og eventyr.

20 år, det samme sted, er lang tid for en igangsætter som Peter, nu skulle der atter ske noget nyt.

Peter sagde sit gode Falck-job op, og blev forpagter af Gulf-stationen på Hirtshalsvej i Hjørring. Den drev han i to år, og så var det nok.

Herfra kastede Peter sig ud i et nyt, langt og spændende eventyr som varmemester (vicevært) for det Sociale Boligselskab i Hjørring, og her blev Peter indtil han pga af sin alder på 70 år – skulle stoppe.

Blev selvstændig som 70-årig

Peter var på ingen måde klar til at forlade arbejdsmarkedet, og fortsatte som selvstændig havemand, hvor han slog græs og ordnede folks haver – et arbejde der førte ham i armene på arkitekt Kjeld Bjerg.

Her blev Peter, som 70 årig, ansat som havemand og vicevært med ansvar for 12-14 lejligheder. Det var et helt fantastisk sted at arbejde, og helt sikkert noget der også har holdt liv i mig, fortæller Peter, og fortsætter – du må meget gerne få med på avisen, at Kjeld Bjerg er byens bedste arbejdsplads – SÅ dejlige mennesker, jeg er fuld af taknemlighed.

Peter opnåede 25 års jubilæum hos Kjeld Bjerg – inden han som 95 årig valgte at forlade arbejdsmarkedet permanent!

Livsbekræftende livshistorie

Peter og Magda klarer sig selv i eget hus og med egen have – helt uden hjælp fra det offentlige – bortset fra lidt medicindosering!

– Og så har vi og en god og hjælpsom familie, fortæller Peter.

Huset er velholdt og sirligt passet, det samme gælder haven, som af familie og venner beskrives som byens mest velplejede og hyggelige have, noget en lille and også har opdaget, den ankommer yderst trofast og hvert år for at lægge æg i havens tørlagte fuglebad.

På spørgsmålet om, hvad der skal til for både at blive 100 år og samtidig holde liv i kærligheden i så mange år, svarer Peter prompte – humor!

– Fylder man humor ind i livet og i ægteskabet hver eneste dag, så går det hele. Dog tror jeg nu nok, at jeg har været særligt heldig med min kone – hun har alle dage været helt fantastisk, og det er hun stadig, lyder det varmt og kærligt fra Peter.

Tak for historien Peter. Vi kipper alle sammen med flaget og ønsker dig et stort og varmt tillykke med de 100 år.

*Forkarl: Ledende medhjælper på en gård med flere ansatte i markbruget. En forkarl er i rangordenen placeret over de andre karle, men under forvalteren. Betegnelsen er næsten helt forsvundet med landbrugets øgede rationalisering og specialisering.

Peter_100år 600x400Peter_100år_Arne 2 600x400

 

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion