d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Stejlt stigende vækst i diskret virksomhed i Hjørring

4. februar 2020 - kl.15:09 - af:

HJEC_Ekkofonden 600x250

EKKOfonden med udgangspunkt i Hjørring har nu 448 medarbejdere.

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter.

I det lokale erhvervsbillede lever EKKOfonden en diskret tilværelse. Det dækker imidlertid over en hastigt voksende virksomhed, der de seneste år har

haft årlige vækstrater på mellem 17 og 70 procent og i dag er nået op på 448 medarbejdere.

Hovedsædet for EKKOfonden ligger på Egholmvej i erhvervsparken i det østlige Hjørring.

Herfra leder administrerende direktør Thomas Kudahl aktiviteter spredt ud over hele Danmark – primært dog i Nordjylland og på Sjælland.

EKKOfonden er en socialpædagogisk virksomhed, der har kommunerne som kunder, og som i fondens mange botilbud arbejder med mennesker, der af den ene eller den anden grund har svært ved at klare sig selv ude i samfundet.

Thomas Kudahl begyndte sin karriere i militæret, men har de sidste 20 år været beskæftiget i branchen for sociale tilbud. I 2006 startede han sin socialpædagogiske virksomhed Alternativet, og i 2014 blev aktiviteterne lagt ind i en erhvervsdrivende fond under navnet EKKOfonden.

Som erhvervsdrivende fond er virksomheden fri af personlige økonomiske interesser, og overskuddet bliver investeret i at udvikle virksomheden og skabe nye tilbud til udsatte og sårbare voksne borgere.

EKKOfondens succes og vækst på et område, der er domineret af kommunernes egne tilbud og mindre private aktører, forklarer Thomas Kudahl således:

”Vi har den grundlæggende holdning, at vi aldrig siger nej til en borger. Vi kan altid finde en løsning, fordi vi tager udgangspunkt i hver enkelt borger, som bliver anvist til os. Det er rammerne, der skal tilpasses borgeren, og ikke omvendt. Samtidig har vi hele tiden fokus på faglig udvikling af medarbejderne, så de er rustet til udfordringerne og kan møde udfordringerne med de nødvendige redskaber.”

Thomas Kudahl peger også på professionel virksomhedsstruktur og -ledelse som baggrund for EKKOfondens fremgang.

”Her i Hjørring og i vores center i Holbæk har vi samlet en række specialiserede kompetencer, således at medarbejderne ude i botilbuddene kan koncentrere sig om den pædagogiske kerneopgave. Vi har derfor også valgt at udbyde mange af disse kompetencer til eksterne gennem vores afdeling EKKOsupport,” siger Thomas Kudahl.

Det drejer sig om bl. a. økonomi-medarbejdere, socialrådgivere, sygeplejersker og psykologer.

Et område, som er ekstremt vigtigt for EKKOfonden er rekruttering.

”Som en virksomhed i stadig vækst er vi helt afhængige af at kunne tiltrække og udvikle dygtige medarbejdere, så vi arbejder rigtig meget med HR-funktionen i EKKOfonden. Vi har desuden vores eget EKKOakademi, hvor vi efteruddanner både egne medarbejdere og udbyder eksterne kurser, siger Thomas Kudahl, der ser en øget synlighed af virksomheden som et nyttigt middel til at tiltrække nye medarbejdere.

Billedtekst: Thomas Kudahl – stifter og leder af EKKOfonden.

Foto: Erhverv Hjørring/Hjørring ErhvervsCenter.

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion