d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Kan mindfulness forhindre stress i virksomheder?

19. februar 2020 - kl.13:34 - af:

Mindfulness_X 600x250

Kan mindfulness fremme mental sundhed og forhindre stress på arbejdspladsen?

Det er hovedspørgsmålet i et nyt forskningsprojekt, som Velliv Foreningen støtter med over 2.7 millioner kroner.

Det er efterhånden slået fast, at stress er et folkesundhedsproblem og koster samfundet flere

milliarder årligt.

Hvad der langt fra et slået fast er, hvordan vi forhindrer, at folk ender i stress og mistrivsel.

Det ønsker Aarhus Universitet (AU) og Syddansk Universitet (SDU) – ledet af Dansk Center for Mindfulness på AU – gøre noget ved. De to universiteter vil undersøge, om mindfulness kan være et aktivt redskab til forebyggelsen af stress blandt ledere og medarbejdere rundt omkring i de danske virksomheder.

Forskningsprojektet inkluderer fire små og mellemstore virksomheder fra forskellige brancher, som bliver tilbudt et undervisningsforløb om mental sundhed, stress og mindfulness samt et 10 uger langt mindfulnessprogram baseret på Mindfulness-Baseret Stress Reduktion (MBSR).

På sigt håber projektansvarlig Lise Juul fra Dansk Center for Mindfulness og hendes forskerkolleger, at resultaterne fra projektet kan bruges bredt og være med til at forebygge stress og mistrivsel på arbejdspladsen.

”Videnskabelige undersøgelser viser, at mindfulnessprogrammet MBSR har effekt på trivsel, stress og symptomer på angst og depression. Hidtil har det dog ikke været ret meget anvendt i sammenhæng med private virksomheder. Det ønsker vi at implementere med dette projekt,” siger hun.

2.7 millioner kroner i støtte fra Velliv Foreningen

Forskningsprojektet har fået over 2.7 millioner kroner i støtte fra Velliv Foreningen, der arbejder for at fremme mental sundhed og trivsel i arbejdslivet.

Programchef Lars Bo Pedersen fra Velliv Foreningen forklarer, at hovedårsagen til støtten er projektets potentiale til at udvikle ny viden og give konkrete værktøjer til at tackle arbejdsrelateret stress på tværs af virksomheder.

”Vi ønsker at skabe overskud i livet blandt danskerne, og et godt arbejdsliv er en af de vigtigste faktorer til at gøre det. Derfor støtter vi projekter, der fremmer den mentale sundhed i arbejdslivet. Vi ser frem til at følge forskernes arbejde, herunder om det ender med at kunne give ledere og medarbejdere på de danske arbejderpladser nogle gode værktøjer til at tackle stress,” siger han.

Forskningsprojektet med navnet ’Implementering af tilpasset Mindfulness-Baseret Stress Reduktion i private virksomheder’ er påbegyndt i år og forventes afsluttet sidst i 2021.

Om Velliv Foreningen: Skaber overskud i livet

Velliv Foreningen arbejder for, at flere danskere får et godt liv med overskud.

Alle vores 350.000 medlemmer ejer pensionsselskabet Velliv. Som kunde hos Velliv er man automatisk medlem af Velliv Foreningen.

I de år, hvor der er overskud af Velliv Foreningens investeringer, udbetaler vi bonus til medlemmerne og støtter projekter, der fremmer den mentale sundhed i arbejdslivet. Midlerne kan søges af alle virksomheder, foreninger og organisationer.

Som medlem af Velliv Foreningen har man mulighed for at deltage i medlemsaktiviteter, stemme til valgene og stille op til vores repræsentantskab, der vælger bestyrelsen og beslutter fordelingen af overskuddet.

Om projektet

Stress er et stigende folkesundhedsproblem og kan påvirke arbejdsmiljøet på arbejdspladserne i en negativ retning. Blandt andet estimeres det, at arbejdsrelateret stress koster samfundet mellem 2,3 og 14,7 mia årligt.

Dette forskningsprojekt vil derfor implementere og afprøve, hvorvidt Mindfulness Baseret Stress Reduktion (MBSR) som værktøj kan fremme mental sundhed på arbejdspladser. Undersøgelsen er bygget op om tre formål:

(1) At udvikle og beskrive en replicerbar intervention til private virksomheder baseret på MBSR-interventionen.

(2) Udførelse af en procesevaluering i fire private virksomheder, hvor implementeringen af programmet evalueres og virkningsmekanismer i processen undersøges.

(3) At evaluere ændringer i relevante outcome omkring potentialet for bedre mental sundhed og bedre psykisk arbejdsmiljø i virksomhederne.

MBSR er et interventionsprogram, der har vist dokumenteret effekt på livskvalitet, stress og symptomer på angst og depression. Evidensen peger endvidere på, at interventions- programmet vil kunne påvirke og forbedre interpersonelle relationer og dermed skabe et arbejdsmiljø med færre potentielle stressfaktorer.

/ritzau/

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion