d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Du skal ikke tro, du kan gøre en forskel!

29. februar 2020 - kl.8:00 - af:

KLIMA_Janteloven 600x250

Sådan lyder første bud i Klima-janteloven.

For når man taler om at gøre noget godt for klimaet, får man ofte én over næsen. Se de ni andre bud og læs, hvordan Danmark fik sin i klima-jantelov.

Marie Chimwemwe Degnbol har – med egne ord – besluttet at tage én for holdet. Hun vil stå frem og fortælle, hvordan hun lever klimaklogt.

Men hun insisterer også på at sige, at vi alle sammen skal tænke over, hvordan vi lever. Og når man gør det, skal man lægge øre og ryg til meget.

I december udtalte hun til Politiken og TV 2 Lorry, at hun på grund af klimaforandringerne ikke kan forsvare at rejse på ferie med fly. Og så væltede det ellers ind med negative kommentarer.

– Jeg synes ikke, det var særlig radikalt, men særligt på sociale medier er der mange, der ikke holder sig tilbage. Tågehovederne fylder meget og kan ødelægge meget, siger Marie Chimwemwe Degnbol, der til dagligt blandt andet rådgiver bofællesskaber og er kvinden bag podcasten U-vendinger om veje til et mere bæredygtigt liv.

Jamen, det er jo en klima-jantelov

Marie Chimwemwe Degnbol mente ikke, der ville komme noget godt ud af at svare på kommentarerne. Men hun kunne alligevel ikke ryste det af sig. Så hun satte sig ned og lavede en liste over, hvad der typisk blev sagt og skrevet i klimadiskussioner. Det blev til seks bud, som hun lagde på Facebook, hvor de blev ivrigt delt af danskere, der har oplevet det samme.

En af dem var tegner og klimaforkæmper Anders Morgenthaler. Han så listen og kunne i den grad genkende det fra sit eget liv. Han spurgte, om han ikke måtte illustrere buddene. Inden da udviklede de sammen yderligere fire bud, så der i alt var ti. Hun viste listen til sin kæreste, der udbrød: Jamen, det er jo en klima-jantelov.

– Det er jo det, det er. Det kan jeg ikke komme uden om. Janteloven er jo udbredte normer, man kan forbryde sig imod, siger Marie Chimwemwe Degnbol.

Den illustrerede Klimajantelov blev udgivet i Politiken i januar og kan nu købes i Morgenthalers webbutik.

Det rykker noget, når vi taler sammen

Marie Chimwemwe Degnbol oplever ofte at være i forsvarsposition, når hun taler og skriver om klima.

– Det værste er, når folk siger, at vi lige så godt kan lade være, siger hun og uddyber:

– Jeg er ikke skråsikker på, at jeg har den forkromede løsning og altid gør alt det rigtige. Det er komplekst og svært, og man kan nemt miste motivationen. Så troen på at det giver mening hænger i forvejen i en tynd tråd. Men det er ærgerligt, hvis vi ikke tør tale sammen. Det er jo ikke en kamp om, hvem der har ret – men en samtale der skal gøre os klogere.

Da Marie Chimwemwe Degnbol skrev Klima-janteloven havde hun ingen plan for, hvad den skulle bruges til.

– Jeg havde slet ikke tænkt så langt, at Klima-janteloven kunne gøre en forskel – men jeg er bare så glad for, at den sætter gang i noget godt.

Hun håber, at de der gør noget godt for klimaet vil fortælle om det, og at Klima-janteloven giver dem en følelse af, at de langt fra er alene. Samtidig har hun allerede oplevet, at det har vakt eftertanke for nogle kritikere.

– Det er vigtigt, at vi ikke tager modet fra hinanden. I det store billede rykker det noget, når vi taler sammen om, hvordan vi hver især kan tage medansvar for klimaforandringerne – og samtidig bevare livsglæden.

Klima_Janteloven 400x600

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion