d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Mød nordjyske Nikoline, hun er vores verdensmålsambassadør

17. maj 2020 - kl.8:00 - af:

Nikoline Prehn - Verdensmålsambassadør 600x250

Nikoline Prehn er gymnasieelev på Aalborg Katedralskole og så er hun ambassadør for verdensmålene.

Den unge pige har meget på hjertet. Interessen for os mennesker, vores natur og vores klima fylder – det samme gør viljen og gejsten for at gøre noget ved det.

Nikoline har bl.a. gået på Verdensmålsakademiet, og

er der blevet uddannet til verdensmålsambassadør.

Nikoline fortæller:

– Verdensmålsakademiet, som jeg har gået på, er en mini-uddannelse for unge som udbydes af Verdens Bedste Nyheder i samarbejde med DUF. Her har jeg lært om FN’s 17 mål for bæredygtig udvikling og om formidling af disse.

– I efteråret startede vi 25 unge mellem 16-30 på akademiet, og netop nu er ansøgningsprocessen igen i gang, så et nyt hold kan starte efter sommerferien. På mit hold har jeg været den yngste og vist også den eneste fra Nordjylland, så jeg håber meget på, at der på næste års hold kommer lidt flere helt unge og flere nordjyder, så vi også kan få bredt verdensmåls-budskabet ud heroppe.

Med afsæt i det jeg har lært på verdensmålsakademiet, glæder jeg mig meget til at undersøge regeringens verdensmålsambitioner.

Arbejder regeringen ambitiøst nok med FN’s verdensmål?

I dag søndag, 17. maj kl. 13.00, kan du på det digitale Naturmøde i Hirtshals møde Nikoline, hvor hun vil interviewe udviklingsminister Rasmus Prehn, som er hendes far samt hans kollega miljøminister Lea Wermelin om regeringens ambitioner ift. verdensmålene.

Overskriften for debatten er “Arbejder regeringen ambitiøst nok med FN’s verdensmål?”, og her vil Nikoline være klar med kritiske verdensmåls-spørgsmål, når hun undersøger de to ministres ambitioner på deres respektive områder.

– Jeg havde glædet mig rigtig meget til Naturmødet i år. Jeg har været med de sidste par år, og synes altid, der er en rar og inspirerende stemning i Hirtshals. Desuden synes jeg, det er fedt, at der sker noget i Nordjylland, som er med til at sætte en stærk dagsorden på natur-området i hele landet. Jeg var derfor en af dem, som blev rigtig ærgerlig, da Naturmødet blev aflyst pga. Corona, men til gengæld også en af dem, som blev rigtig glad, da jeg så, at der nu er mulighed for at være med virtuelt.

– Jeg ser virkelig frem til interviewet med ministrene, og glæder mig til deres tanker om, hvordan vi får en mere bæredygtig verden, og hvordan vi når i mål med verdensmålene.

– Grunden til, at lige udviklingssamarbejde og miljø er enormt relevant for verdensmålene er, at verdensmålene i høj grad handler om, at vi skal skabe velfærd for milliarder af mennesker samtidigt med, at vi også passer på naturen og klimaet.

– Vi skal altså skabe social og økonomisk bæredygtighed samtidig med, at vi altså skaber miljømæssig bæredygtighed. Vi skal finde ud af, hvordan vi skaber en balance imellem de her to ting – i mellem Leas ministerie og Rasmus ministerie – sørge for, at verden er i udvikling, at flere mennesker får bedre levevilkår, samtidig med at vi passer på Jorden, så fremtidige generationer stadig kan leve på den, slutter Nikoline Prehn.

Mød Nikoline til debat med Lea Wermelin og Rasmus Prehn i morgen søndag den 17. maj kl. 13.00 på instagram.

Debatten sendes live på Rasmus Prehns Instagram-profil, du finder begivenheden via dette link:

https://naturmoedet.dk/online/arbejder-regeringen-ambitioest-nok-med-fns-verdensmaal/?fbclid=IwAR3wH04HJa_1vUqZnS0mxyCOM-l8g-tghvZNKpPWxug–T7UOm4GWX6hLdk

Verdensmålsambassadør

Verdensmålsakademiet er en landsdækkende mini-uddannelse i FN’s 17 verdensmål. Den løber over to weekender.

Verdensmålsakademiet er Danmarks første uddannelse i Verdensmål og konstruktiv journalistik for unge mellem 16-30 år. I 2019 uddannede Verdensmålsakademiet 22 unge som Verdensmålsambassadører.

Ambassadørerne har lavet projekter i deres egne organisationer, skrevet læserbreve og holdt et hav af workshops og oplæg for andre unge i skoler, foreninger og i deres lokalsamfund i hele Danmark.

Til efteråret uddanner Verdensmålsakademiet 50 nye Verdensmålsambassadører, som skal fortsætte det gode arbejde.

Over to træningsweekender får de unge mennesker en mini-uddannelse i Verdensmål, konstruktiv journalistik, indflydelse, formidling, projektdesign og retorik med undervisning af nogle af de dygtigste aktører indenfor Verdensmålssektoren i Danmark. Efterfølgende får de mulighed for at bruge det, de har lært, når de som Verdensmålsambassadører i det efterfølgende år holder oplæg eller laver projekter om Verdensmålene på skoler, i deres lokalområde eller som del af en ungdomsorganisation.

Verdensmålsakademiet er et samarbejde mellem Verdens Bedste Nyheder, DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og Tuborgfondet.

Vil du gerne vide mere om uddannelsen som verdensmålsambassadør så læs med lige HER.

Links til artikler om andre verdensmålsambassadører:

https://www.tv2east.dk/soro/sigurd-kaemper-klimaet-vi-kan-gore-verdenen-til-et-bedre-sted

https://jyllands-posten.dk/aarhus/silkeborg/ECE11782351/verdensmaal-bliver-til-hverdagsmaal-paa-gjern-skole/

Billedtekst: Nikoline Linnemann Prehn, gymnasieelev på Aalborg Katedralskole og Verdensmålsambassadør

Nikoline Prehn - verdensmålsambassadør 500x600

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion