d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Afstandsvesten er et hit: – Nu vil folk også have t-shirts og hatte

2. juni 2020 - kl.13:49 - af:

Corona_Hold_Afstand_TV2Nord 600x250

Den grønne afstandsvest har kun været på markedet i godt to uger.

Alligevel er den allerede solgt i mere end 4.000 eksemplarer. Opfinderen overvejer nu at udvide med andre produkter, skriver tv2nord.dk

– Jeg fik jo bare en idé om, at vesten skulle hjælpe kronisk syge, på samme måde som en stok hjælper de blinde.

Sådan siger Morten Rüsz, der har fået ideen til vesten og satte den i produktion.

Den opsigtsvækkende grønne vest kan være med til at fortælle omverdenen, at de skal holde afstand til den, der bærer den – fordi vedkommende er kronisk syg med f.eks. sklerose, og derfor mere udsat for at blive alvorligt syg af COVID-19.

Afstandsvesten har vist sig at være præcis dét, som mange særligt udsatte borger med frygt for COVID-19 har haft brug for, for allerede efter godt to uger er der solgt mere end 4000 eksemplarer.

– Efterspørgslen blev så stor, at vi allerede efter et par dage måtte ud og finde veste rundt omkring i Europa for at kunne følge med. Der gik nogle dage, hvor telefonen slet ikke stod stille, fortæller Morten Rüsz.

Bruger: – Jeg har fået min frihed tilbage

Opfinderen har et fuldtidsarbejde i en helt anden branche, så for ham var afstandsvesten mest af alt ment som en hobby. Men den viste sig hurtigt at være lige dét, danskerne havde brug for under corona-krisen.

– Jeg får nogle helt fantastiske tilbagemeldinger. En ældre dame skrev til mig, at hun nyder sin vest, fordi hun nu har fået friheden tilbage og selv kan tage ned og handle. Jeg kan mærke, at vesten er med til at skabe tryghed hos dem, der bruger den, så de ikke længere behøver begrænse sig selv i hverdagen, siger Morten Rüsz.

Og derfor fik han travlt. Meget travlt.

– Jeg har været nødt til at stifte et selskab og få folk med, som har forstand på at få projektet skaleret op. For nu hvor det er blevet varmere, er folk også begyndt at efterspørge hatte, t-shirts, armbånd og veste til børn, fortæller idémanden.

Afstandsvesten blev til under coronaen for at hjælpe mod COVID-19-smitten. Men har vesten en fremtid, selv når der er fundet en corona-vaccine?

– Ja, det kan godt være, den så kan bruges til at advare om andre ting. Men det skal give mening. Måske er det nok, at vi bare spritter hænder – ideelt set er sådan en vest jo ikke nødvendig. Det vigtigste er, at folk føler sig trygge, mener Morten Rüsz.

Kilde og foto: TV2Nord

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion