d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Spar Nord donerer 10.000 kr til Stafet For Livet 2020

7. juli 2020 - kl.9:30 - af:

Stafet For Livet Spar Nord 600x250

Åh NEJ – den fysiske Stafet For Livet 2020 er aflyst – men hvad så? 

Åh JA – vi laver da bare en virtuel Stafet For Livet 2020.

Sådan lyder ordene fra Stafet For Livet 2020 i Hjørring.

Men selvom man med kærlighed og omsorg for sine medmennesker skynder sig at hive åh-ja-hatten på, så skal der økonomi til, for at det hele kan løbe rundt.

Her træder Spar Nord i Hjørring til – i byens lokale bank har man netop valgt at støtte Stafet For Livet i Hjørring med 10.ooo kr.

Stafet For Livet 2020 på to ben

Stafet For Livet i Hjørring 6. etape, som afholdes lørdag 29. august kl. 10 til søndag 30. august 2020, bliver i år en smule anderledes grundet coronapandemien og deraf både restriktioner og et større frafald af sponsorer.

– Vi er meget taknemlige for donationen fra Spar Nord, fortæller formand for kræftens bekæmpelse i Hjørring, Helmuth Zickert.

– Det er ingen hemmelighed, at Stafet For Livet også rammes økonomisk grundet coronaens påvirkninger, som tvinger tidligere sponsorer til at melde fra. Heldigvis er der sponsorer tilbage, og de er med til at sikre, at vi holder skindet på næsen og gryden i kog til næste år, fortsætter Helmuth Zickert.

Mette Brath, som er den helt store tovholder og ildsjæl på Stafet For Livet i Hjørring – ærgrer sig også på de kræftsyges vegne.

– Det er bare så ærgerligt, at vi ikke kan gøre det vi plejer – de kræftramte/fighterne i Hjørring Kommune og Kræftens Bekæmpelse, har om nogen brug for vores støtte i denne Corona-tid. Deres kamp er der jo stadig!

– Og Corona skal ikke stoppe os, vi har tænkt anderledes, og det fører noget andet med sig, fortsætter Mette – i år løber stafetten afsted på to ben, den bliver en kombination af noget fysisk og noget virtuelt.

– Det ligger os dybt på sinde, at vise dem alle, at vi er her – også i år på trods af omstændighederne, og derfor har vi etableret denne kombinerede stafet, som vi håber vil trække endnu flere med sig, da man nemlig også kan være med hjemme fra sofaen fortæller Mette – eller hvis man opholder sig i et sted ude i den store verden.

Hvordan deltager man i år?

Faktisk som man plejer at gøre. Man hopper ind på www.stafetforlivet.dk/hjoerring  – og her opretter man sig som enkelt person eller i hold.

Alle kan, som i de forgangne år, oprette deres eget hold eller tilmelde sig et af de eksisterende hold.

Herfra bliver det så lidt anderledes, da holdene i år selv bestemmer, hvordan de vil ”arrangere” stafetten, skabe holdånd samt overholde at man ikke går i større grupper.

– Der er hold der har oplyst, at de vil gå ved Rubjerg Knude Fyr, andre vil gå i Hjørrings midtby, andre på atletikbanen, alt er muligt – selv en gåtur i Nepals bjerge eller på den anden side af kloden – er muligt, da man i år kan gå lige der, hvor man opholder sig,  og derfra evt. sende en hilsen til facebooksiden for Stafet for livet i Hjørring, fortæller Mette – som håber, at mange under  arrangementet vil benytte sig af facebook siden – og sende små videoer, hilsner og opslag.

Deltagerne kan, hvis de ønsker det, gøre brug af stafettens APP til indtastning af antal runder. Det er jo helt ligetil at omsætte turen til runder. F.eks. 5000 meter / 500 meter = 10 runder.

Mette understreger, at det ikke handler om at gå længst, men derimod om at deltage og dermed støtte Stafet For Livet.

Der er absolut intet krav om, at man skal gå, for at melde sig til stafetten – man kan blot nøjes med at indbetale tilmeldingsgebyret på 100 kr. /børn 50 kr.

Tilmeldingsgebyret, salg af lysposer og eventuelle donationer fra deltagere samt eventuelle sponsorater bliver det overskud, Stafet For Livet 2020 kommer ud med.

Man kan købe lys og støtte Stafet For Livet på www.stafetforlivet.dk/stafet/hjoerring/stoet.

Jens Beermann sætter i gang – Arne Boelt slutter af

Stafet for Livet – sættes igang lørdag den 29. august klokken 10.00 med åbningstale af Forstander Jens Beermann fra Halvorsminde Efterskole, og slutter igen søndag den 30. august kl. 10.00 med afslutningstale fra Borgmester Arne Boelt.

Derimellem vil der foregå mange fine ting fortæller Mette – bl.a. flere taler, live-musik, og sidst men ikke mindst den højtidelige og rørende lyscermoni, som vil foregå lørdag aften kl. 21.00.

Alt det kan man følge med i og være en del af hjemme fra sofaen eller omme fra den anden side af kloden – ved at checke ind på Stafet For Livet Hjørring – facebook – den sidste weekend i august.

Til Stafet For Livet fejrer vi livet og står sammen mod kræften. Vi mindes dem, der tabte kampen og støtter dem, der kæmper.

Vi vil med Stafet for Livet i Hjørring skabe rammer for fællesskab, håb, fordybelse og eftertænksomhed i kampen mod kræft.

Vi håber, at mange vil støtte op i år – det bliver en stafet, hvor vi kæmper både sammen og hver for sig, slutter Mette Brath og Helmuth Zickert.

Billedtekst: Spar Nords bankdirektør Ole Peter Christensen overrækker formand for kræftens bekæmpelse i Hjørring, Helmuth Zickert en flot donation på 10.000 kr.

Stafet For Livet - Spar Nord Hjørring - Ole Peter Christensen - Helmuth Zickert

En kommentar til: “Spar Nord donerer 10.000 kr til Stafet For Livet 2020”

  1. Lise den: 11 juli - 2020 12:43

    Tusinde tak Spar Nord❤️

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion