d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Sæsonen slutter med et nederlag og farvel til Blåbjerg

26. juli 2020 - kl.8:08 - af:

Vendsyssel FF - farvel til Blåbjerg 600x250 SH

Æv! Det blev ikke til den hjemmebanedebut for Vendsyssel FF’s  nye trænerteam, som vi alle havde håbet på.

Et ærgerligt nederlag til Skive IK, på trods af stor spillemæssig dominans.

Knapt var de to hold kommet ud fra omklædningsrummene, før netmaskerne blafrede.

OG desværre var det i Vendsyssel FF’s ende. En fiks et-to tæt på VFF feltet, og så var Sebastian Grønning fri til at kunne sparke bolden i kassen bag Nicolai Flø.

Lidt af en mavepuster for VFF og det nye trænerteam. Og det virkede ved første øjekast som om, at det tidlige mål rystede VFF en smule. Forståeligt nok – og så skal man ikke underkende, at Skive IK altså er et fint fodboldhold med gode kvaliteter på mange positioner.

Som halvlegen skred frem fik Vendsyssel FF dog mere kontrol over kampen, og de fik i lange perioder presset gæsterne fra byen med den legendariske læskedrik Sport-cola langt tilbage på egen banehalvdel. Vendsyssel FF var da også ved at få presset et par gode muligheder ud af overtaget, men hver gang stod Marcus Bobjerg i Skive-målet i vejen, og de måtte gå til pause bagud 1-0.

Efter pausen fortsatte Vendsyssel FF presset. Gæsterne stod stadig tæt på eget felt og forsvarede sig og lurede efter de hurtige omstillinger.

Det betød en kompakt defensiv, og mange mand der skulle passeres, hvis vi skulle have bolden i kassen.

Og Vendsyssel FF forsøgte – med ret mange mand – at få nedbrudt den benhårde defensiv fra de gul/blåklædte skibonitter, men Skive IK stod godt placeret og holdte os stangen.

Det var ellers ikke fordi, VFF manglede chancer for at komme tilbage i kampen. Men det siger sig selv, at det kan være svært at spille sig igennem et hold, hvor ni markspillere står omkring eget målfelt.

Stor respekt til Skive for at forsvare sig så godt, som tilfældet var. Det er ikke nemt at modstå sådan et tryk i så lang tid.

Men det lykkedes desværre ikke for Vendsyssel FF at få hul på målbylden denne lørdag, og derfor slutter deres sæson med et nederlag og en 7. plads.

Matchfacts, NordicBet Ligaen, 33. runde

Vendsyssel FF – Skive IK 0-1 (0-1)

Mål: 0-1 1. min Sebastian Grønning

Advarsler: 5. min Morten Knudsen, 17. min Nicolai Dohn (SIK), 28. min Frederik Fisker (SIK), 72. min Andreas Kaltoft, 82. min Emil Søgaard (SIK), 85. min Daniel Christensen, 90+1. min Marcus Bobjerg (SIK)

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-3-3): Nicolai Flø – Tobias Damsgaard, Lasse Steffensen, Andreas Kaltoft, Jakob Blåbjerg (55. Daniel Christensen) – Jelle van der Heyden (62. Emmanuel Ogude), Morten Knudsen, Mikkel Basse (78. Jeppe Svenningsen) – Christoffer Boateng, Wessam Abou Ali, Tiémoko Konaté

Startopstilling, Skive IK (4-4-2): Marcus Bobjerg – Jacob Vetter, Frederik Fisker, Jacob Dehn, Emil Søgaard – Mathias Bonde, Sebastian Buch (82. Kenneth Nielsen), Nicolai Dohn (46. Frederik Mortensen), Sebastian Denius (62. Thomas Santos) – Sebastian Grønning, Jeppe Mogensen (46. André Bjerregaard)

Vendsyssel FF Siger farvel til Jakob Blåbjerg 

Dagens kamp mod Skive IK blev den sidste for Jakob Blåbjerg i Vendsyssel FF, da han stopper i klubben, når hans lejeaftale udløber.

Udover stoppet i Vendsyssel FF indstiller Blåbjerg også sin aktive fodboldkarriere, der bød på 27 kampe for Vendsyssel FF, 112 Superligakampe, 53 ungdomslandskampe samt en deltagelse vel OL i Rio de Janeiro i 2016.

Jakob Blåbjerg har fra første dag vist store fodboldmæssige og ikke mindst menneskelige kvaliteter, som alle i og omkring Vendsyssel FF har sat enormt stor pris på i den periode, Blåbjerg nåede at være i klubben. Hurtigt blev han en del af anførergruppen, og tog det nødvendige lederskab, når der var brug for det.

Vendsyssel FF ønsker Blåbjerg alt held og lykke i fremtiden.

Vendsyssel FF Jakob Blåbjerg

 

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion