d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



En sand verdensmand møder en sand verdensmester i Lønstrup

31. juli 2020 - kl.8:29 - af:

Galleri Visby Høstudstilling 600x250

Til årets høstudstilling i galleri Visby mødes en sand verdensmand med en sand verdensmester.

Keramiker Bente Brosbøl Hansen, regerende 20-foldig verdensmester i drejning, præsenterer i udstillingen sine formfuldendte værker, dekoreret i hånden med knivskarpe geometriske mønstre, som giver associationer til antikken.

Finn Christensens mange rejser har givet ham et helt særligt blik på verden, som afspejler sig i hans fotografier.

Galleri Visby indbyder til fernisering på åbningsdagen – mandag den 3. august.

Vi serverer en forfriskning, og der vil være mulighed for at opleve udstillingen og møde Bente Brosbøl.

I forbindelse med udstillingen vil Finn Christensen desuden holde et foredrag i galleriet, hvor han tager os med på en rejse ind i fotografierne. Hold øje med galleriets Facebook og hjemmeside for mere information om dette.

Bente Brosbøl Hansen

 Bente Brosbøl Hansen er en enestående dansk kunsthåndværker bosat i Sverige. Hun er uddannet fra Birkerød Pottemageri i 1982, og har siden da levet af sin keramik, bl.a. som fridrejer for Royal Copenhagen. Hun er regerende 20-foldig verdensmester i drejning. I dag driver Brosbøl Hansen sit eget værksted på Söderåsen i Skåne, hvor hun har været bosat i 25 år.

Bente Brosbøl Hansens keramiske værker er i en klasse for sig.  Hendes formsprog og specielle mønsterdesign er noget af det, der gør hende til noget helt særligt. Teknikken er meget præcisions- og tålmodighedskrævende. Den gennemførte håndværksmæssige dygtighed i både formsprog og dekoration efterlader beskueren overvældet over den smukke, enkle og alligevel sofistikerede keramiske verden, hun præsenterer os for.

Hendes vaser, krukker, æsker og skåle er holdt i afdæmpede farver med levende dekorationer, som trækker tråde tilbage til antikkens tidløse elegance, men samtidigt er ultramoderne og grafiske.

Finn Christensen

 Finn Christensen arbejder både med fotografi og med foredrag fra sine utallige rejser i en lang række lande, bl.a. Afghanistan, Iran, Sydsudan, Vietnam og Mocambique.
I Finn Christensens fotografiske univers møder man en verden, hvor det flygtige og uhåndgribelige, men samtidigt enormt sanselige får lov at tage pladsen. “Linjer i tågebanker, retninger og geometriske former i netop anede bakker og et enkelt, kantet og fjernt hus på en bakketop giver struktur og komposition til værkerne. ” (Tom Jørgensen)

Til høstudstillingen har Finn udvalgt en række fotos – eller de har valgt sig selv. Billeder fra Lønstrup-området begyndte under udvælgelsesprocessen at tale med billeder fra andre steder, fx Europa og Vietnam. Den røde tråd, der binder dem sammen er, ifølge Finn Christensen, forbindelse – både på et abstrakt og et helt konkret niveau.

For mere end 20 år siden fotograferede Finn Christensen en forblæst ene ved Mårup Kirke – langt inde på land, mens kirken endnu stod.

Nu har han fotograferet den igen – denne gang helt ude på kanten. Den forblæste ene danner forbindelse med et fotografi af et oliventræ på det sydlige Sicilien. Oliventræet står på kanten af den gamle græske koloni, Agrigento, som blev grundlagt og beboet af et par hundrede tusinde mennesker for 2.500 år siden.

Enen står på kanten af Vesterhavet ved Mårup Kirke, der blev bygget for 800 år siden. Næste år ligger den måske i havet. Det er de store kræfter, der er på spil i fotografierne. Alt ændres og forandres og danner forbindelser. Det flygtige og det monumentale mødes, naturen og kulturen, fixpunkter og fodaftryk på trods af tid og sted i historien. Uden at være belærende giver Finn Christensen betragteren mulighed for at skabe disse forbindelser, at skabe bevægelse og forandring.

Det sker: Høstudstilling og fernisering på Galleri Visby

Hvornår: Mandag den 3. august kl. 14-16 

Hvor: Mårup Kirkevej 62, Lønstrup – 9800 Hjørring

Udstillingen kører frem til d. 27. september, og kan opleves i hele galleriets åbningstid – alle ugens dage kl. 11-17.

Galleri Visby - Høstudstilling 2020_1Galleri Visby Høstudstilling 2020_2Galleri Visby Høstudstilling 2020 Finn ChristensenGalleri Visby Høstudstilling Keramiker Bente Brosbøl HansenGalleri Visby Høstudstilling 2020 Keramiker Bente Brosbøl Hansen_2Galleri Visby Høstudstilling 2020 Keramiker Bente Brosbøl HansenGalleri Visby Høstudstilling HjørringAvis

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion