d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Efterårssysler: Efter regn følger svampe og svampejagt

27. september 2020 - kl.8:58 - af:

Svampe - svampejagt 600x250

Efterår er lig med svampe. Efter en periode med regn, så er svampe næsten garanteret.

I denne guide fra Danmarks Naturfredningsforening får du gode råd til hvordan du nemt kan genkende fem almindelige spisesvampe.

1. Skovens ukronede konge: Karl Johan

Svampen Karl Johan er opkaldt efter en svensk konge.

Den er desuden en af skovens største svampe. Det er derfor ikke helt forkert at kalde Karl Johan for skovens ukronede konge blandt svampe.

Svampens hat er normalt 10-15 cm i diameter. Hatten findes i forskellige brunlige nuancer. Stokken er hvidlig eller lysebrun og har et lyst netmønster.

Du kan finde Karl Johan på mosrig skovbund. Den står især ved træerne eg, bøg, gran og andre nåle- og løvtræer.

Den kan forveksles med galderørhat, som har et sort net på stokken. Galderørhat bliver desuden lyserød under hatten, når den ældes. Heldigvis er galderørhat ikke farlig, men den smager meget bittert.

2. Skovbundens guld: Kantarel

Det er forholdsvist let at finde kantareller i skovbunden. Deres karakteristiske gule farver lyser næsten op som guld mellem alle efterårets nedfaldne blade.

Stokken er mellem 3-6 cm høj. Svampens hat er 3-8 cm bred. Hatten har en karakteristisk kruset/bølget kant.

Du kan finde kantareller ved rødderne af de fleste sorter af træer. Den kan forveksles med almindelig orangekantarel, som ikke smager ligeså godt som denne fine fætter.

3. En herlighedsklase: Østershat

Ligesom med kantarel, så er østershat forholdsvis let at finde. Svampen vokser nemlig ofte i etager ovenpå hinanden.

Farven på svampens hat kan variere fra grå over brun til blålig. Under hatten er lamellerne. De er hos østershat ofte forholdsvis lange og hvide. Lamellerne kan dog også være blålige. Svampens stok er forholdsvis kort og hvid.

Østershat er mest udbredt, når den første nattefrost har indfundet sig herhjemme. Herefter kan du finde den gennem hele vinteren. Den findes primært på løvtræer som bøg. Den kan dog også finde på at vokse på nåletræer. Den er særligt glad for at vokse på gamle nedfaldne træer.

Den kan forveksles med den bitre og uspiselige gummihat. Gummihat er dog mere grønlig-brun og har gule lameller.

4. En velsmagende krøltop: Stor trompethat

Denne mørke svamp vokser primært fra august til november.

Du kan kende svampen på dens særegne krøllede udtryk og dens sorte/grålige farve. Med lidt god vilje ligner svampen en lille trompet. Stor trompethat er typisk 6-14 cm høj. Det er lidt svært at adskille hat og stok fra hinanden på stor trompethat.

Du kan primært finde den under ege-, bøge- og grantræer.

Den har ikke nogen umiddelbare forvekslingsmuligheder. Dog kan nybegyndere til tider komme til at forveksle rådne svampe med stor trompethat. De rådne svampe kan du dog kende ved, at de ofte er snaskede og lugter grimt.

5. En klassiker: Mark-champignon

De fleste kender champignon. Det er den svamp, du altid kan finde i supermarkedet. Du kan faktisk også finde champignoner i naturen.

Mark-champignon er en af dem. Den vokser gerne på græsplæner og græsmarker. Du skal være lidt hurtig, hvis du gerne vil have fingrene i den, mark-champignon vokser nemlig til og med oktober måned.

Hatten er rund og flad. Den kan blive 3-8 cm bred, og så har den små skæl. Lamellerne er, ligesom på købe-champignoner, brune. Stokken bliver 3-6 cm høj.

Obs! Mark-champignon kan forveksles

Desværre har mark-champignon giftige forvekslingsmuligheder. Den kan nemlig forveksles med både karabol-champignon og hvid fluesvamp. De er begge er giftige. Karabol-champignons stok og hat bliver dog gul, når du trykker på den. Desuden lugter den meget grimt. Hvid fluesvamp har hvide lameller og som regel ikke skæl på hatten. Den kan dog godt have skæl på stokken. Hvis du er det mindste i tvivl: Lad svampen blive i stående i naturen.

Gode tips til svampetur

  • Spis ALDRIG svampe, du er i tvivl om
  • Hav altid en svampebog eller svampe-app med dig
  • Medbring gerne en lille kurv til lækkerierne
  • Husk en lille børste til at fjerne jord
  • Tag evt. en kniv med til at skære svampen fri

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening

Svampe - HjørringAvis 600x400

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion