d. - 2. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Ny minister og ministerpost: Prehn og Mortensen

19. november 2020 - kl.15:04 - af:

Flemming Møller Mortensen - Rasmus Prehn 600x250

Nu sættes der (endnu en) ny rekord, fordi nok et nordjysk valgt folketingsmedlem kan kalde sig minister:

Flemming Møller Mortensen, der efter valget i 2019 blev socialdemokratisk gruppeformand, overtager efter rokaden posten som udviklingsminister efter Rasmus Prehn og får i tilgift ansvaret for det nordiske samarbejde.

Rasmus Prehn udnævnes til minister for et nyoprettet Ministerium for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Valgt til byrådet i Skørping

Den ny nordjyske minister er 57 år og uddannet sygeplejerske. Han er født i Store Brøndum ved Skørping. Den politiske karriere begyndte 2001, hvor han blev valgt til byrådet i Skørping. Ved kommunesammenlægningen kom han i byrådet i Rebild – men forlod denne post, efter at han i 2007 var nyvalgt til Folketinget, opstillet i Himmerlandskredsen.

Han var i en lang periode sundhedsordfører på Christiansborg, og mange havde ventet, at Mette Frederiksen ville lade ham fortsætte med at arbejde på netop dette felt, men som minister, da hun dannede regering. Sådan gik det ikke.

Kan lære ministerfunktionen

Denne gang kom der til gengæld en telefonopringning. Mette Frederiksen tilbød Flemming Møller Mortensen, som hun i sine første 17 måneder som regeringschef har haft et godt og tillidsfuldt samarbejde med, en plads i regeringen. Det bliver i et lille ministerium, hvor han kan lære minister-funktionen uden at skulle i samråd med en krigerisk opposition hver anden uge.

Udnævnelsen betyder, at han søger orlov fra sit civile hverv som forstander for Aalborg Kloster.

At den natlige opringning gjaldt udviklings-området og dermed hjælp til især den tredje verden, gjorde det formentlig endnu lettere for Flemming Møller Mortensen at sige ja: Som nyuddannet sygeplejerske drog han til Indien og arbejdede på et spedalskhedshospital i Tamil Nadu, grundlagt i 1917 af en dansk sygeplejerske. Han har efterfølgende i en årrække siddet i den danske spedalskhedsmissions bestyrelse, går stærkt op i udenrigspolitik og har siden det seneste valg – ved siden af hvervet som gruppeformand – ikke mindst brugt tid på næstformandsposten i Europa-udvalget og medlemskabet af Folketingets udenrigspolitiske nævn.

Nu bliver han partner med udenrigsminister Jeppe Koefoed – udviklings-ministeriet er knyttet til Udenrigsministeriet. Her har Rasmus Prehn siden sidste sommer haft sit virke og – så længe det lod sig gøre – besøgt lande på hele kloden.

Tungere post til Prehn

Prehn, der har været nordjysk folketingsmedlem siden 2005 og længe var sit partis transportordfører, har i en periode desuden vikarieret som kulturminister og – vurderer Mette Frederiksen formentlig – samlet set demonstreret sin kunnen som minister, også på felter, der var nye for ham, så godt, at han kan rykkes til en tungere post.

Om Rasmus Prehn så i den aktuelle situation betragter det som en forfremmelse at få ansvaret for oprydningen i den højbetændte minksag, er måske en anden sag! Selv om Mogens Jensen gik som minister, står tilbage, at ministeriet stadig rummer uafklarede aktuelle og potentielt sprængfarlige sager (ikke kun på mink-området) plus en opfølgning på de klokkeklare fejl, der er begået af ministeriets topfolk i minksagen.

47-årige Rasmus Prehn skiftede forud for sidste folketingsvalg opstillingskreds – fra Aalborg Vest til Hjørring. Det betyder, at den ny fødevareminister er valgt midt i det område, der har været hårdest ramt af corona blandt mink, og følgelig kender bedre til de lokale forhold end mange andre. Han og Hjørrings borgmester, Arne Boelt, der i de seneste uger flere gange har søgt at råbe regeringen op, har et godt personligt forhold, der uden tvivl vil gøre det lettere for Boelt at få ørenlyd i fremtiden.

Med Flemming Møller Mortensens indtræden i regeringen er der af de syv nordjysk valgte folketingsmedlemmer fra Socialdemokratiet blot to, der IKKE er ministre, hvilket i sig selv er en helt exceptionel situation. Tilbage som menige medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe er fra det nordjyske S-hold alene de to senior-medlemmer Orla Hav og Bjarne Laustsen.

De nye ministre

Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn udnævnes til minister for et nyoprettet Ministerium for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Endvidere skifter Miljø- og Fødevareministeriet navn til Miljøministeriet under ledelse af miljøminister Lea Wermelin.
Medlem af Folketinget Flemming Møller Mortensen udnævnes til minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde.
Samtidig overføres ligestillingsområdet til Beskæftigelsesministeriet, således at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fremover også benævnes minister for ligestilling.

Kilde: tv2nord.dk

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion