Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"


Kirkens Korshær uddeler huer og handsker i hundredvis

13. februar 2021 - kl.8:55 - af:

I den barske vintertid er der nogle, der har brug for en ekstra

håndsrækning. Den håndsrækning får flere borgere i disse dage hos Kirkens Korshær, der leverer varmt vintertøj til udsatte borgere.

Minusgraderne har de seneste uger for alvor frosset sig fast i Nordjylland. Natten til fredag blev der målt helt ned til minus 15,3 grader i Tylstrup, og det har fået gang i vintertøjs-donationerne hos Kirkens Korshær i Aalborg.

– Der er faktisk en stor medmenneskelighed i befolkningen, og der er faktisk rigtig mange, der gerne vil hjælpe mennesker, der har det svært, siger Jonas Jakobsen, der er regionschef i Kirkens Korshær i Nord- og Midt/Vestjylland.

Én af dem, der har nydt gavn af alle de donationer, som nordjyderne er kommet med, er Karsten Eriksen. 

– Jeg har lige været inde at hente de her handsker. Så fryser jeg jo ikke mine fingre, siger han.

Udover mange private donationer modtog Kirkens Korshær i dag en donation, der er lidt større end de sædvanlige. Tøjbutikken P & P, der er beliggende i Vejgaard, var nemlig forbi Kirkens Korshær med 900 stykker lune klæder.

– Dem der er heldige, de burde donere noget til dem, der ikke er så heldige, siger Karsten Eriksen, inden han gør det klart, at han er taknemmelig for sine nye blå handsker.

Henover vinteren har Kirkens Korshær modtaget massevis af tøj. Selvom kasserne på lageret hober sig op, så har hjælpeorganisationen fortsat plads til mere.

– Vi kan altid bruge mere. Nu bliver det også snart sommer og forår, og så er det noget andet, der skal på de gode mennesker, der kommer her, fortæller Jonas Jakobsen.

De udsatte borgere får udleveret tøjet kvit og frit, og det er en stor hjælp, når pengene ikke altid rækker lige langt. Det kender Nonni Olsen alt til. Hun blev i dag den nye ejer af en varm vinterjakke.

– Hvis man selv skal købe den, så er det lidt for dyrt, siger hun.

Hvis du ønsker at komme med en donation, så kan du kontakte din lokale Kirkens Korshær-butik.

Kilde og foto: tv2nord.dk

Skriv en kommentar......





Powered by BusinessCom