Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"


Fortuna: Desværre gik det ikke som ønsket

4. april 2021 - kl.7:01 - af:

Desværre for Fortuna, så gik det ikke som ønsket i gårsdagens hjemmekamp, hvor Fortuna mødte vinderen af grundspillet HB Køge.

Fortuna tabte til Køge med 1-2.

Det betyder at HB Køge fortsat ligger på førstepladsen i Gjensidige Kvindeliga efter første runde af mesterskabsslutspillet.

Men det holdt hårdt, inden vinderen af grundspillet kunne fejre sejren på udebane mod Fortuna Hjørring.

Først 10 minutter før tid sikrede den irske angriber Kyra Carusa målet, der sikrede sejren på 2-1.

Forinden havde Kelly Maureen Fitzgerald bragt holdet fra Sydsjælland på 1-0 efter knap en halv time, og kort inde i anden halvleg bragte unge Olivia Holdt balance for Fortuna.

Men Carusa scorede altså målet, der udløste de tre point. HB Køge tog ti point med som vinder af grundspillet og er dermed på 13 point. Fortuna har seks point på tredjepladsen.

Brøndby, der som nummer to hev otte point med videre, er oppe på 11 point efter lørdagens udesejr på 2-1 over Kolding.

Josefine Hasbo og Agnete Nielsen sørgede for Brøndbys mål inden pausen.

Brøndby og Fortuna har fordelt samtlige mesterskaber imellem sig i de seneste 19 sæsoner med 12 til Brøndby og 7 til Fortuna, men HB Køge har altså muligheden for at bryde i dominansen i år.

Skriv en kommentar......





Powered by BusinessCom