Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"


Fra FN-soldat til Applus Bilsyn i Hjørring

7. april 2021 - kl.10:01 - af:

Lars Hahn Haugaard fejrer 25-års jubilæum hos Applus Bilsyn i Hjørring.

’Jeg har været med til at løse mange spændende opgaver på et tidspunkt, hvor virksomheden har udviklet sig meget’, fortæller Lars Hahn Haugaard, der i dag arbejder i Hjørring, men oprindeligt kom fra en stilling som FN-soldat i Jugoslavien.

Indkøbschef Lars Hahn Haugaard kan fra april titulere sig selv som 25-års jubilar hos Applus Bilsyn i Hjørring. Kaster man et blik ned over hans cv, står det tydeligt, at det er noget af en jobmæssig rejse, han har været på igennem årene.

Lars Hahn Haugaard, der oprindeligt er uddannet mekaniker, trådte den 1. april 1996 ind ad døren hos synshallen i Brønderslev i det daværende Statens Bilinspektion, hvor han til at begynde med var bilprøveassistent. Det skete efter to udsendelser fra 1994-1995 som FN-soldat i det kriseramte Jugoslavien, først i Chania i det nuværende Kroatien og senere i Sarajevo.

I årene efter sin ansættelse blev den tidligere FN-udsending først fælles tillidsrepræsentant, så i 2002 synsleder i Hjørring og Brønderslev for i 2003 at blive forfremmet til områdeleder i Nordjylland.

Opkøb fra Spanien ændrede alt

I 2005 købte den spanske koncern Applus+ imidlertid Statens Bilinspektion, og det satte for alvor skub i Lars Hahn Haugaards opstigen i graderne i det nye Applus Bilsyn.

– I og med at vi gik fra at være en monopolvirksomhed til et privat foretagende i åben konkurrence med dusinvis af andre nye bilsynshaller, var der behov for at realisere en ny strategi og store, hurtige organisatoriske forandringer. De opgaver var jeg med til at forankre, og det har været særdeles spændende, fortæller Lars Hahn Haugaard.

I 2010 blev han projektleder for udviklingen af bilsynsprogrammet Dashboard, året efter distriktschef for Midt- og Nordjylland med mere ledelsesmæssigt ansvar og i 2014 fik han titlen salg og driftschef for alle synshallerne i Jylland.

Fra 2019 og frem til i dag har han været indkøbschef for hele Applus Bilsyn. Dermed er han ansvarlig for alle indkøbsaftaler samt drift, vedligeholdelse og leje af samtlige Applus Bilsyns bygninger, hvilket blandt andet indbefatter godt 150 ejendomme rundt om i landet.

I dag er vi forandret på disse områder

25 år efter sin tiltræden er det en meget forandret virksomhed, som Lars Hahn Haugaard arbejder i, forklarer han.

– Det har været en lang begivenhedsrig rejse fra en stor administrativt tænkende kolos med 800 medarbejdere til i dag en noget mindre, men markant mere sleben, kommercielt tænkende forretning. Fordi vi ikke længere har monopol, men driver en virksomhed på markedsvilkår med alle andre, har vi fået en langt mere forretningsorienteret ledelse, fortæller han.

– I 1996 synede vores medarbejdere biler, fordi de godt kunne lide at arbejde med mekanik og biler. I dag syner medarbejderne biler, fordi de også godt kan lide at servicere kunderne. På den måde er det blevet et rigtigt menneskefag, og vi bruger meget tid på at tale, lytte og hjælpe kunderne til en god oplevelse hos os. Ledelsens enorme fokus på kundeværdier, service og bundlinje markerer den store, afgørende forskel på dengang og nu, uddyber Lars Hahn Haugaard.

Bor i Åbyen

52-årige Lars Hahn Haugaard er født i Løkken og bor i dag i Åbyen ved Hirtshals tæt på Hjørring, hvor han stadig har arbejdsmæssig base. Privat er han gift og far til tre, dog er det kun det ene barn, der fortsat er hjemmeboende.

En kommentar til: “Fra FN-soldat til Applus Bilsyn i Hjørring”

  1. Hans Ole Olesen den: 8 april - 2021 16:26

    Tillykke til Lars Hahn

Skriv en kommentar......





Powered by BusinessCom